Iran: Vi har ingen begrænsninger i vores valg af forsvar

26. OKT 2024 • 19:48UDLAND

Irans beslutsomhed om at forsvare sig har ingen begrænsninger, siger udenrigsminister efter israelsk angreb.

Iran ser ingen begrænsninger i spørgsmålet om, hvordan landet skal forsvare sine interesser, sit folk og sin territoriale integritet.

Det siger landets udenrigsminister, Abbas Araghchi, lørdag ifølge det iranske nyhedsbureau Tasnim.

- Vi har vist, at vores beslutsomhed om at forsvare os ikke kender nogen begrænsninger, siger ministeren.

Hans udsagn kommer, efter at Israel har rettet luftangreb mod militære mål i Iran natten til lørdag. Ifølge det statslige nyhedsbureau Irna er fire iranske soldater døde.

Angrebet er gengæld for et iransk angreb mod Israel tidligere i oktober.

I USA siger præsident Joe Biden, at han håber, at angrebene natten til lørdag er "slutningen" på den israelske gengældelse mod Iran.

Tidligere lørdag opfordrede en talsmand for USA's nationale sikkerhedsråd til, at Iran bryder den nedadgående voldsspiral "uden yderligere optrapning".

FN's generalsekretær, António Guterres, siger i en meddelelse, at han er "dybt bekymret" over optrapningen i Mellemøsten efter de israelske angreb i Iran.

Via sin talsmand opfordrer han til et stop for alle militære handlinger i regionen.

- Vi vil forsvare vores territorie og vores hjemland. Det tror jeg, at alle allerede har set, siger Abbas Araghchi.

Israel havde længe varslet, at man ville gengælde et iransk missilangreb, som fandt sted 1. oktober.

Angrebet 1. oktober var anden gang, at Iran direkte har angrebet Israel. Første gang var i april i år.

Ifølge Iran var det første angreb gengæld for et angreb på det iranske ambassadekompleks i Damaskus. Her døde syv iranske militærfolk.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT