Både opposition og regering erklærer sejr i Georgien

26. OKT 2024 • 19:23UDLAND

De færreste tror på sejr til Georgiens Drøm, mener oppositionsleder. Valgstedsmålinger peger hver sin vej.

Både regeringspartiet Georgisk Drøm og landets opposition erklærer sejr efter lørdagens parlamentsvalg i Georgien.

Mangemilliardæren Bidzina Ivanisjvili, der kontrollerer Georgisk Drøm, udråbte sit parti som det sejrende blot få minutter efter, at valgstederne var lukket klokken 18.00 dansk tid.

- Jeg forsikrer jer om, at vores land vil opnå stor succes i de kommende fire år, siger han i en tidlig sejrstale.

Oppositionen gør også krav på valgsejren.

- Europæisk Georgien vinder med 52 procent på trods af forsøg på valgsnyd, skriver landets provestlige præsident, Salome Zurabisjvili, på X.

Tina Bokuchava, som er leder af oppositionsalliancen, opfordrer Georgiens Drøm til at erkende valgnederlaget.

- De fleste mennesker vil tage Bidzina Ivanisjvilis påstand om, at regeringen har vundet et flertal, med en stor spand salt, siger hun.

- Vi vil vente på den officielle optælling. Men taberen bør udvise værdighed og erkende nederlaget og trække sig.

Valgstedsmålinger i Georgien giver vidt forskellige bud på udfaldet af lørdagens parlamentsvalg.

Flere målinger fra tv-stationer, der støtter Georgiens opposition, viser, at regeringspartiet Georgisk Drøm får omkring 41-42 procent af stemmerne, mens de fire partier i oppositionen samlet set får mellem 48 og 52 procent.

En måling, som det amerikanske analyseinstitut Edison Research står bag, giver samlet set 52 procent til oppositionen.

Men en anden måling fra tv-stationen Imedi, der støtter regeringen, viser ifølge det russiske nyhedsbureau Tass, at Georgisk Drøm vil få omkring 56 procent af stemmerne.

Det er ventet, at der inden længe vil være foreløbige resultater. Det endelige valgresultat ventes at være klar i løbet af få timer.

Valget er på forhånd blevet betegnet som et skæbnevalg, der kan afgøre, om landet vil øge et fremtidigt samarbejde med Rusland eller EU.

Med regeringspartiet Georgisk Drøm i spidsen har landet de seneste år rykket sig længere væk fra EU og tættere på Rusland.

Lørdagens parlamentsvalg bliver fra EU set som et valg, som enten kan genoplive EU-drømmene eller give dem dødsstødet.

Oppositionen består af provestlige partier, som forsøger at vippe Georgisk Drøm, som har været ved magten siden 2012, af pinden.

Situationen har været anspændt før valget.

Georgiske valg har før ført til omfattende protester. Flere har da også forudset stor uro efter valget, fordi begge fløje er så overbeviste om, at de vinder, at de vil nægte at anerkende et valgnederlag.

Georgiens præsident, Salome Zurabisjvili, har fordømt flere voldsepisoder, der har præget valgdagen.

- Jeg vil gerne sætte fokus på de dybt foruroligende voldelige hændelser, der har fundet sted på forskellige valgsteder, siger hun ifølge nyhedsbureauet AFP.

På sociale medier har der cirkuleret flere videoer af slagsmål ved nogle af landets valgsteder.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT