FN: Israel har igen skudt mod fredsbevarende styrker i Libanon

25. OKT 2024 • 14:51UDLAND

Sikkerhedssituationen for FN-soldater i det sydlige Libanon er "ekstremt udfordrende", siger Unifil.

Israelske tropper bliver igen beskyldt for at have skudt mod medlemmer af FN's fredsbevarende styrker i Libanon, Unifil.

Det skete tirsdag, oplyser Unifil i en udtalelse fredag.

De israelske soldater skød mod én af FN's observationsposter nær grænselandsbyen Dhayra i det sydlige Libanon, oplyser Unifil, som tilføjer, at sikkerhedssituationen er "ekstremt udfordrende".

- Vagterne trak sig tilbage for at undgå at blive skudt.

- Vi minder IDF og alle andre aktører om, at det er deres forpligtelse at sørge for FN's personales og ejendoms sikkerhed, lyder det fra Unifil ifølge Reuters.

Ud over angrebet tirsdag hævder Unifil at have oplevet tre tilfælde af uidentificeret ild mod Unifils positioner og køretøjer i denne uge.

Ingen af FN's soldater er kommet til skade i angrebene.

Det er ikke første gang, at den israelske hær, IDF, bliver beskyldt for at åbne ild mod FN's fredsbevarende styrker. Det er sket flere gange i oktober.

Søndag udbrød der uroligheder mellem en FN-styrke i Libanon og IDF, som UNIFIL beskyldte for at udvise aggressiv fremfærd mod FN-soldaterne.

En israelsk "militærbulldozer har bevidst revet et observationstårn og et hegn ned ved en FN-post", skrev Unifil i en meddelelse.

Tidligere i oktober er fem FN-soldater blevet såret i det sydlige Libanon. Det er sket ved tre separate hændelser.

Blandt andet blev to indonesiske soldater ifølge Unifil såret 10. oktober, da "et observationstårn i Unifils Naqura-hovedkvarter blev ramt af israelsk kampvognsild".

Disse to soldater er nu tilbage i tjeneste efter at have "tilbragt tre dage på intensivafdelingen", skriver Unifil fredag.

- IDF har gentagne gange krævet, at Unifil forlader sine stillinger og har bevidst beskadiget kamera-, belysnings- og kommunikationsudstyr.

- På trods af det pres, der udøves mod Unifil og de lande, der bidrager til vores tropper, forbliver vores fredsbevarende styrker på posterne, skriver Unifil.

Dermed fastholder Unifil den kurs, som den gav udtryk for efter pres fra den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, i midten af oktober.

Unifil blev oprettet i 1978 for at overvåge de israelske styrkers tilbagetrækning efter invasionen af Libanon. Unifil har omkring 10.000 fredsbevarende styrker fra omkring 50 lande udstationeret i Sydlibanon.

/ritzau/AFP/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT