Libanesisk nyhedsbureau: To kamerafolk og en tekniker dræbt i Libanon

25. OKT 2024 • 08:34UDLAND

Tre mediefolk er ifølge libanesiske statsmedier blevet dræbt i et israelsk angreb i det sydøstlige Libanon.

To kamerafolk og en tekniker er ifølge Libanons statslige nyhedsbureau (NNA) blevet dræbt under et israelsk luftangreb i Libanon.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Ifølge NNA skete luftangrebet natten til fredag klokken 02.30 dansk tid i byen Hasbaiyya i det sydøstlige Libanon.

Luftangrebet ramte ifølge lokale medier et hotel i byen, der ligger omkring 50 kilometer syd for den libanesiske hovedstad, Beirut, nær grænsen til Syrien.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters arbejdede to af de dræbte mediefolk for den proiranske libanesiske tv-kanal al-Mayadeen, mens den tredje arbejdede for Hizbollah-tv-kanalen al-Manar.

Mediefolkene lå og sov, da den hytte, de opholdt sig i, blev angrebet. Det fortæller journalister, der var til stede under angrebet, til libanesiske statsmedier, skriver Reuters.

De fortæller desuden, at de er under den opfattelse, at angrebet havde hytten som direkte mål.

Ifølge Libanons informationsminister, Ziad Makary, ventede Israel på, at journalisterne sov, før angrebet blev udført. Det skriver han på X.

- Det var et overlagt mord, som blev udført efter overvågning og sporing af de 18 journalister, der var på stedet. Det er en krigsforbrydelse, skriver han.

De 18 journalister repræsenterede ifølge ministeren syv medieorganisationer. Han sender sine kondolencer til de tre dræbte.

Ifølge mediet al-Jazeera er området ikke under evakueringsordre, og der blev ikke givet nogen advarsel, før angrebet ramte.

Det israelske militær har ikke kommenteret meldingen om angrebet.

En opgørelse fra Komitéen for Beskyttelse af Journalister (CPJ) viste i begyndelsen af oktober, at det seneste år har været det dødeligste for journalister og mediefolk, siden organisationen begyndte at lave opgørelser i 1992.

Siden 7. oktober 2023, hvor Hamas angreb Israel, og Israel efterfølgende indledte sin krig i Gaza, har mindst 127 journalister og mediefolk mistet livet under konflikten, viste opgørelsen.

Vurderingen fra CPJ var i begyndelsen af oktober, at mindst fem af journalisterne var direkte mål.

NNA har natten til fredag desuden rapporteret om israelske angreb i Beiruts sydlige forstæder.

Israel begyndte 23. september i år at intensivere sine angreb mod Libanon. Landet har også sendt infanterisoldater ind i Libanon.

Forinden havde Israel og den militante libanesiske bevægelse Hizbollah i et år beskudt hinanden over grænsen.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT