Hizbollah angriber israelsk flådebase efter dødeligt droneangreb

14. OKT 2024 • 11:38UDLAND

Dagen efter at fire israelske soldater blev dræbt i droneangreb, har Hizbollah angiveligt angrebet to baser.

Den militante bevægelse Hizbollah hævder mandag formiddag at have angrebet flådebasen "Stella Maris" nær den israelske havneby Haifa.

Det skriver nyhedsbureauet AFP, som henviser til en udtalelse fra Hizbollah.

Angrebet sker til ære for Hassan Nasrallah, der i en lang årrække var Hizbollahs øverste leder, lyder det.

Nasrallah blev dræbt i september i et israelsk luftangreb på en forstad til Libanons hovedstad, Beirut.

Israels militær har foreløbig ikke bekræftet, at angrebet på flådebasen mandag formiddag har fundet sted. Men militæret oplyser, at det har nedskudt adskillige raketter, som er blevet affyret fra Libanon.

Ud over flådebasen hævder Hizbollah at have angrebet en base nær byen Netanya, som ligger ud til Middelhavet mellem Tel Aviv og Haifa.

Det er uvist, om nogen er kommet til skade på baserne nær Haifa og Netanya.

Hizbollahs angreb på de israelske baser finder sted, dagen efter at bevægelsen sendte en sværm af droner mod en militærbase nær Binyamina.

Fire israelske soldater blev dræbt på militærbasen, mens syv andre soldater fik alvorlige skader i angrebet.

Derudover blev mange såret i det omkringliggende område. Ifølge de israelske myndigheder kom flere end 60 personer til skade i droneangrebet.

Hizbollah har siden oktober sidste år jævnligt angrebet Israel fra Libanon. Det er angiveligt sket i solidaritet med den militante Hamas-bevægelse, som udførte et storstilet overraskelsesangreb på Israel 7. oktober 2023.

Indtil for nylig har Hizbollahs angreb dog primært været rettet mod det nordlige Israel og ikke mål længere mod syd i landet.

Israel har svaret igen med angreb på Hizbollah-mål i Libanon.

Truslen fra Hizbollah har det seneste år fået titusindvis af israelere til at forlade deres hjem i det nordlige Israel, mens israelske angreb har tvunget civile væk fra en række byer i det sydlige Libanon.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT