Harris-kampagnen offentliggør hendes helbredsrapport
Demokraternes præsidentkandidat er klar til at påtage sig præsidentembedet, lyder det i en lægerapport.
USA's demokraters præsidentkandidat, vicepræsident Kamala Harris, er sund og rask.Hun er fuldt ud i stand til at varetage posten som USA's præsident, hvis hun vinder valget over Republikanernes kandidat, Donald Trump, den 5. november.
Det står at læse i en lægerapport, eller en journal, som Det Hvide Hus har offentliggjort.
Heri siger vicepræsidentens læge, Joshua Simmons, at den seneste fysiske undersøgelse af hende i april var "bemærkelsesværdig".
Hun har en aktiv livsstil og en "meget sund diæt", selv om hun har en travl hverdag.
Hun har sæsonbetonet allergi og noget sporadisk nældefeber.
Hun ryger ikke, og hun nyder kun alkohol i moderate mængder.
- Han har den fysik og den mentale modstandskraft, der kræves for succesfuldt at udføre de pligter, der følger med som præsident, herunder den højeste myndighed med udøvende magt, statsoverhoved og øverstkommanderende for de væbnede styrker, skriver lægen.
Kamala Harris, der fylder 60 den 20. oktober, har ifølge en af hendes rådgivere offentliggjort rapporten for at henlede opmærksomheden på, at 78-årige Donald Trump ikke har offentliggjort sin.
Demokraterne er blevet mere opsat på at offentliggøre undersøgelser af kandidaternes helbred, efter at præsident Joe Biden på 81 trak sig som kandidat i juli og gav plads for den noget yngre Kamala Harris.
Biden virker mere alderssvækket end Trump, der i øvrigt var præsident fra 2017 til 2021.
Valget mellem Harris og Trump ser ud til at blive meget tæt.
Reuters skriver, at Demokraterne håber, at kontrasten mellem den yngre Harris med den offentliggjorte lægerapport og den ældre Trump kan overbevise tvivlere om, at hun er bedre i stand til at varetage embedet i Det Hvide Hus end Trump.
/ritzau/Reuters