Harris tager Trump-kritisk republikaner med til vælgermøde

4. OKT 2024 • 03:58UDLAND

Kamala Harris takkede til vælgermøde i Wisconsin Liz Cheney for at kritisere Trump og for hendes støtte.

Demokraternes præsidentkandidat, Kamala Harris, havde selskab af den republikanske Trump-modstander Liz Cheney, da hun torsdag gik på scenen til et vælgermøde i delstaten Wisconsin i USA.

Liz Cheney er tidligere republikansk medlem af Kongressen og datter af Dick Cheney, som var USA's vicepræsident under præsident George W. Bush.

De to er blandt de mest fremtrædende republikanere, som offentligt har erklæret deres støtte til Harris, der er USA's nuværende vicepræsident, fremfor til den republikanske præsidentkandidat, Donald Trump.

Og den holdning gentog Cheney i Wisconsin.

- Jeg var republikaner, før Donald Trump overhovedet begyndte at bruge spraytan, lød det fra hende.

- Jeg er stolt af at sætte mit kryds ved vicepræsident Kamala Harris.

Hun kaldte samtidig Trumps adfærd den 6. januar 2021 for en "moralsk fordærvelse". Den 6. januar 2021 stormede Trump-støtter kongresbygningen - formentlig i et forsøg på at forhindre godkendelsen af Bidens valgsejr.

- Han er smålig, han er hævngerrig, og han er ond.

Harris roste efterfølgende Cheney for at "prioritere sit land over sit parti".

- Der er mange, som ved, at det er forkert, og så er der dem, som har modet til at tale højt om det, lød det fra Harris, efter at Cheney havde leveret sin kritik af Trump.

Cheney har tidligere erklæret sig som modstander af eksempelvis samkønnet ægteskab, ligesom hun støttede, da USA's Højesteret i 2022 omstødte afgørelsen "Roe v. Wade", som i næsten fem årtier havde sikret amerikanske kvinder en føderal ret til abort.

At hun og Harris ikke er helt enige politisk, erkendte Cheney også åbent til vælgermødet.

Hun understregede dog samtidig værdien i, at Harris i hendes øjne vil "forsvare retsstaten", hvis hun bliver valgt som landets næste præsident.

Wisconsin er en af svingstaterne i præsidentvalget, der finder sted den 5. november. De fleste stater er traditionelt set enten republikanske eller demokratiske, og svingstaterne er derfor ofte afgørende i valget.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT