Helene er USA's mest dødbringende orkan siden Katrina

4. OKT 2024 • 04:25UDLAND

Over 200 mennesker er døde under orkanen Helene. Det er dermed den mest dødelige orkan i USA i næsten 20 år.

Orkanen Helene, der i en uge har raset i flere amerikanske delstater, har kostet over 200 mennesker livet den seneste uges tid.

Det viser en samlet opgørelse, som nyhedsbureauet AFP har lavet.

I alt er der tale om 212 døde personer på tværs af delstaterne North Carolina, South Carolina, Georgia, Florida, Tennessee og Virginia.

Helene er dermed den mest dødbringende orkan i næsten 20 år på USA's fastland. Ikke siden Katrina i 2005 har så mange mistet livet under en orkan.

Orkanen Katrina, der ramte delstaten Louisiana særligt hårdt, kostede over 1390 mennesker livet ifølge USA's nationale center for orkaner (NHC).

USA's præsident, Joe Biden, var torsdag for anden dag i træk på besøg i nogle af de områder, der er blevet ramt hårdt af orkanen. Flere byer er blevet oversvømmet og ramt af strømnedbrud og mangel på drikkevand.

- Jeg ser jer, jeg hører jer, og jeg sørger med jer. Jeg lover jer, at vi støtter jer hele vejen, siger Biden under et besøg på en gård i Georgia.

Over halvdelen af dødsfaldene under Helene er sket i North Carolina. Her har nogle indbyggere beskrevet situationen som dommedagsagtig.

I byen Asheville, der normalt er et populært turistmål på grund af dens omkringliggende bjerge, er der store mængder mudder på vejene, og adskillige bygninger er blevet skyllet væk, skriver AFP.

Også byen Swannanoa, der ligeledes ligger i North Carolina, er hårdt ramt.

- Vi holder sammen alle mand. Alle hjælper hinanden, siger Shelby Holzhauser, der bor i Swannanoa, til AFP.

Klimaforskere siger, at global opvarmning er med til at give mere voldsomme orkaner, fordi varmere havvand giver dem mere energi, skriver AFP.

Joe Biden sagde onsdag under et besøg i North Carolina, at man skal være "hjernedød" for at benægte klimaforandringernes og deres konsekvenser.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT