Drabsdømte brødre kan få chance for nedsat straf efter tv-serie

4. OKT 2024 • 02:51UDLAND

Brødre i USA fik livstidsdomme for drab på forældre. Netflix-serie har været med til at sætte fokus på sagen.

Anklagere i Los Angeles i USA er gået i gang med at granske nyt materiale i en omdiskuteret drabssag mod brødrene Erik og Lyle Menendez fra 1989.

Det oplyser anklager George Gascón på et pressemøde torsdag ifølge det amerikanske nyhedsbureau AP.

Det sker, efter at 53-årige Erik Menendez og 56-årige Lyle Menendez har bedt om, at sagen bliver taget op igen.

De blev idømt livstid for at skyde og dræbe deres forældre, Jose og Kitty Menendez, i 1989.

Sagen har dog på ny fået stor opmærksomhed, efter at Netflix i september udgav tv-serien "Monstre", som handler om de to brødres historie.

Ifølge George Gascón er der ingen tvivl om, at brødrene dræbte deres forældre.

Granskningen af det nye materiale har derfor ikke at gøre med skyldsspørgsmålet, men skal i stedet bruges til at vurdere, hvorvidt strafudmålingen, og altså de to livstidsdomme, bør genovervejes.

Der er høring i sagen den 19. november.

- Udfaldet ligger ikke fast. Vi er i gang med at behandle oplysningerne, sagde han på pressemødet.

Det nye bevismateriale tæller blandt andet et brev skrevet af Erik Menendez, hvor han ifølge sine advokater fortæller om, hvordan han blev seksuelt misbrugt af sin far gennem sin barndom.

Ifølge Gascón ville sådanne påstande om seksuelle overgreb have spillet en anden og muligvis større rolle i sagen, hvis den havde udspillet sig i dag.

Cliff Gardner, som er en af brødreparrets advokater, siger, at Erik og Lyle Menendez er tilfredse med anklagernes beslutning om at granske materialet.

- Hvis man overvejer de bemærkelsesværdige nye beviser samt nutidens meget anderledes forståelse af, hvordan seksuelle og fysiske overgreb påvirker børn, både drenge og piger, mener vi, at en genrejsning af sagen er passende, lyder det fra Gardner i en mail til AP.

- Brødrene har afsonet mere end 30 år i fængsel. Det er nok, siger advokaten.

I et opslag på det sociale medie X kalder Erik Menendez Netflix-serien for et "uærligt portræt" af forløbet. Opslaget er delt af hans hustru på vegne af Erik Menendez.

Ifølge opslaget har serien for ham fremkaldt minder om en tid, hvor anklagere "byggede et narrativ på en tankegang om, at mænd ikke kan blive seksuelt misbrugt, og at mænd oplever traumer fra voldtægt anderledes end kvinder."

Brødrene erkendte sig i retssagen i 1989 skyldige i drabene på deres forældre.

De sagde dog, at de begik drabene ud af en frygt for, at deres forældre ville slå dem ihjel, fordi forældrene ifølge dem var bange for, at sønnerne ville afsløre faderens angivelige seksuelle misbrug af Erik.

Dengang lød konklusionen i retten, at der ikke var bevis for anklagerne om seksuelle overgreb.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT