Svensk spionchef: Iran kan have rolle i skyderi ved ambassade
Svensk og dansk politi har delt information i realtid i forbindelse med efterforskning, siger svensk politi.
Der er en del, der taler for, at Iran kan have haft en rolle i et skyderi ved den israelske ambassade i Stockholm.Det siger Fredrik Hallström, som er operativ chef i svensk politis efterretningstjeneste, Säpo.
- Jeg har ikke en konkret indsigt, men jeg kan ikke lade være med at sige, at der er end del, der taler for, at det skulle forholde sig sådan. Såsom målvalget og modus operandi, siger han ifølge nyhedsbureauet TT.
- Men det er en antagelse frem for faktisk viden, understreger han.
Säpo har tidligere sagt, at Iran har benyttet sig af personer i bandemiljøet til at begå kriminalitet i Sverige.
Tirsdag aften blev der affyret skud ved den israelske ambassade i Stockholm. Det var ligeledes tirsdag aften, at Iran sendte en regn af missiler ind over Israel.
Svensk politi har endnu ikke anholdt nogen i forbindelse med skyderiet ved ambassaden.
Men opklaringsarbejdet går "godt". Det siger chefen for svensk politis nationale operative afdeling (Noa), Johan Olsson, på et pressemøde torsdag.
- Vi har ikke anholdt nogen, men arbejdet går godt, og vi er optimistiske, når det kommer til at opklare forbrydelsen, siger han ifølge Dagens Nyheter.
Han siger desuden, at svensk politi har et godt samarbejde om sagen med deres kolleger i Danmark.
- Vi har kunnet dele informationer i realtid og understøtte hinandens efterforskninger, siger Johan Olsson ifølge nyhedsbureauet TT.
Skyderiet ved den israelske ambassade i Stockholm efterforskes ikke som terror, lyder det.
Efter sprængningerne i ambassadekvarteret i Hellerup nord for København har tre unge svenskere været anholdt. Den ene, en 19-årig mand, er blevet løsladt igen. Det oplyste Københavns Politi torsdag morgen.
De to andre, en 16-årig dreng og en 19-årig mand, er torsdag eftermiddag blevet varetægtsfængslet i 27 dage.
De er sigtet for at have transporteret og været i besiddelse af fem håndgranater, at have kastet to af dem mod en bygning, hvorefter de landede på en tagterrasse og eksploderede.
/ritzau/