Georgiere vælger mellem EU-ambitioner og russiske relationer

26. OKT 2024 • 06:00UDLAND

I Georgien står valget i det store og hele mellem en prorussisk regering og en provestlige opposition.

Det er i høj grad et valg om, hvorvidt man skal vende blikket mod Rusland eller mod EU, når Georgien lørdag går til stemmeurnerne for at sammensætte et nyt parlament.

Regeringspartiet Georgisk Drøm har stået i spidsen for den tidligere sovjetrepublik siden 2012.

Partiet har i den grad plejet forholdet til Rusland, mens de mere provestlige stemmer i georgisk politik har været begrænset til oppositionspladserne i det 150-medlemmer store parlament.

Georgien var i årtier ellers en af de mest proeuropæiske tidligere sovjetrepublikker, men har døjet med prorussiske separatister, som i 1990'erne tog kontrol over et større område i den nordlige del af landet.

I 2008 invaderede Rusland desuden landet. De to lande har ikke haft diplomatiske relationer siden.

Georgisk Drøm er kontrolleret af mangemilliardæren Bidzina Ivanisjvili, der beskrives som den mest magtfulde mand i Georgien.

Da Georgisk Drøm kom til magten i 2012, var det indledningsvis med politik, der trak landet nærmere Vesten.

Men over de seneste to år - efter Ruslands invasion af Ukraine - har partiet skiftet kurs. Det har særligt forsøgt at pleje det økonomiske og politiske forhold til Rusland.

Medier, som vurderes at have mest til overs for oppositionen, har offentliggjort meningsmålinger, som antyder, at Georgisk Drøm er på vej til at miste sit flertal i parlamentet.

De mere regeringsvenlige medier skriver om meningsmålinger, som peger på en jordskredssejr til regeringspartiet.

Internationalt vil blikket være vendt mod Georgien for at se, om landet vil læne sig længere mod Rusland eller holde fast i de efterhånden spinkle ambitioner om medlemskab af EU.

Rusland, som for nylig blev beskyldt for at forsøge at købe stemmer i en moldovisk folkeafstemning om EU-ambitioner, har afvist, at det blander sig i det georgiske valg.

En talsmand for det russiske præsidentkontor, Dmitrij Peskov, siger, at man til gengæld er bekymret for, at Vesten vil forsøge at blande sig i det georgiske valg.

Han siger, uden at fremlægge nogen form for dokumentation, at man for tiden ser "hidtil usete" forsøg fra Vesten på at styre den georgiske regering.

Georgien ligger vest for Sortehavet med bjergkæden Kaukasus mod nord.

Det grænser op til Armenien, Aserbajdsjan, Rusland og Tyrkiet. Der bor cirka 3,8 millioner mennesker, hvoraf cirka 3,5 millioner er stemmeberettigede.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT