G7-lande lægger sidste hånd på plan om milliardlån til Ukraine

26. OKT 2024 • 00:38UDLAND

Via indtægter fra russiske aktiver vil G7-landene sende omkring 346 milliarder kroner til Ukraine som lån.

G7-landene er nået til enighed om, hvordan de skal sende omkring 50 milliarder amerikanske dollar i finansiel bistand til Ukraine.

Det fremgår fredag aften af en udtalelse fra landenes ledere, skriver Reuters.

De 50 milliarder svarer til omkring 346 milliarder kroner.

G7-gruppen udgøres af Canada, EU, Frankrig, Italien, Japan, Storbritannien, Tyskland og USA.

Landene er nået til enighed om, hvordan de skal udbetale pengene, lyder det.

Milliardlånet vil således blive ydet via indtægter fra indefrosne russiske aktiver.

- Disse lån vil blive administreret og tilbagebetalt af fremtidige tilførsler af ekstraordinære indtægter, som stammer fra immobiliseringen af russiske aktiver, lyder det.

Det betyder, at de penge, som Ruslands centralbank normalt havde tjent på sine europæiske aktiver, men som nu altså er i blandt andet EU-landenes varetægt, stilles som garanti for lånet.

Mere end to tredjedele af de russiske midler, som Vesten har indefrosset, er i EU's 27 medlemslande.

Målet er, at den første rate skal udbetales til Ukraine den 1. december i år, og at hele lånet skal være sendt til Ukraine i slutningen af år 2027.

Pengene vil blive udbetalt til Ukraine "via flere kanaler", fremgår det i udtalelsen.

Meldingen fra G7 kommer, mens verdens økonomiske ledere denne uge er samlet i den amerikanske hovedstad, Washington D.C., til et møde, som Den Internationale Valutafonds (IMF) og Verdensbanken er værter for.

- Vi vil ikke lade os udmatte i vores beslutning om at give Ukraine den støtte, landet har brug for for at sejre, lyder det fra landene.

- Rusland er nødt til at stoppe dets ulovlige angrebskrig og betale for den skade, landet har påført Ukraine, i overensstemmelse med folkeretten.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT