USA betragter angreb mod Iran som israelsk selvforsvar

26. OKT 2024 • 03:11UDLAND

I USA's øjne er Israels angreb mod Iran lørdag en udøvelse af selvforsvar, fastslår amerikansk talsperson.

USA betragter Israels angreb mod Iran natten til lørdag som en udøvelse af selvforsvar.

Det siger talsperson for USA's nationale sikkerhedsråd, Sean Savett, ifølge det amerikanske medie CNN i en udtalelse.

- Vi er bekendte med, at Israel udfører målrettede angreb mod militære mål i Iran som en udøvelse af selvforsvar og som modsvar på Irans angreb med ballistiske missiler mod Israel den 1. oktober, siger han.

Savett understreger desuden, at USA ikke på nogen måde har deltaget i angrebet.

Ifølge en unavngiven kilde med kendskab til forløbet havde Israel på forhånd underrettet USA's præsidentkontor, Det Hvide Hus, om, at landet ville angribe Iran.

Ifølge kilder skete det, kort tid inden at angrebet gik i gang.

USA's præsident, Joe Biden, befinder sig i natten til lørdag dansk tid i sit hjem i byen Wilmington i delstaten Delaware. Og for nuværende er der ikke planer om et møde i det såkaldte "Situation Room" i Det Hvide Hus, skriver CNN.

Her kan præsidenten og hans sikkerhedsrådgivere samles om efterretninger i en given sikkerhedspolitisk sag.

Biden er dog blevet orienteret om angrebet og følger udviklingen tæt, siger Det Hvide Hus ifølge mediet.

Også landets vicepræsident, Kamala Harris, som er Demokraternes præsidentkandidat i USA's nært forestående valg, er blevet orienteret om angrebene. Det skriver Reuters.

Israels militær bekræftede natten til lørdag, at landet udfører angreb mod "militære mål" i Iran. Det sker ifølge landet som svar på "flere måneders vedvarende angreb" mod Israel fra Iran.

Det præcise omfang af nattens angreb står dog endnu ikke klart.

Det vides heller ikke, præcis hvor de har fundet sted. I Iranske statsmedier har det lydt, at der kunne høres eksplosioner i Irans hovedstad, Teheran, og i byen Karaj, som ligger nær Teheran.

USA er Israels vigtigste allierede, og amerikanerne har historisk set stået for en stor del af våbenleverancerne til Israel.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT