Avis: Hackere kan have fået adgang til Trumps og Vances mobiler

25. OKT 2024 • 20:53UDLAND

Uklart, om kinesiske hackere har fået fat i data fra Trump. Hans stab bebrejder Harris og Det Hvide Hus.

Kinesiske hackere, der er trængt ind i det amerikanske teleselskab Verizons system, kan have fået adgang til data fra telefoner, der anvendes af den republikanske præsidentkandidat, Donald Trump, og hans vicepræsidentkandidat, J.D. Vance.

Det siger kilder med kendskab til sagen til New York Times.

Efterforskere er ved at fastslå, hvilken type data - om nogen - som hackerne kan have fået adgang til, skriver avisen.

Det kan eksempelvis være oplysninger om, hvem de har talt med og mødtes med eller sendt beskeder til.

Det er ting, der kan være meget værd for en udenlandsk efterretningstjeneste, skriver New York Times.

Det kan blandt andet gøre det muligt at identificere den måske kommende præsidents inderkreds og forsøge at få indflydelse på ham ad den vej.

Det er uvist, om hackerne kan have fået adgang til tekstbeskeder i telefonerne.

Trumps kampagnestab er blevet informeret i denne uge, siger kilderne.

En talsmand for Trump-lejren oplyser ikke direkte, hvorvidt det er lykkedes hackere at trænge ind i præsidentkandidatens og vicepræsidentkandidatens telefoner.

Men i en meddelelse bebrejder talsmanden, Steven Cheung, Det Hvide Hus og Trumps demokratiske modkandidat, Kamala Harris, for, at udenlandske kræfter kan rette et hackerangreb mod Trump og Vance, skriver New York Times.

Både Trump og Harris er gået ind i slutspurten frem mod 5. november, hvor USA holder valg til præsidentposten og Kongressen.

De seneste meningsmålinger viser dødt løb mellem dem.

En meningsmåling, som tv-stationen CNN har offentliggjort fredag, viser, at begge kandidater står til at få 47 procent af stemmerne.

Valget kan meget vel blive afgjort i de syv såkaldte svingstater, som enten Trump eller Harris skal sejre i for at få det nødvendige antal valgmandsstemmer og blive valgt som USA's næste præsident.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT