Iran og Irak lukker luftrum under israelske angreb

26. OKT 2024 • 04:16UDLAND

Irans luftrum er lukket for flytrafik frem til lørdag morgen, mens Irak holder sit lukket på ubestemt tid.

Iran har lukket landets luftrum.

Det viser en varsling fra landets myndighed for civil luftfart, skriver CNN.

Også Irak, som er et af Irans nabolande, har indstillet alle flyvninger i dets luftrum.

Det skriver det statslige irakiske nyhedsbureau INA ifølge Reuters.

Mens Iran planlægger at genoptage flytrafikken i landet lørdag morgen klokken 9 lokal tid, svarende til klokken 7.30 dansk tid, forbliver Iraks luftrum lukket, indtil der meldes andet ud, skriver INA.

Det sker, efter at Israel natten til lørdag har udført angreb mod Iran. Omfanget af angrebet står endnu ikke klart, ligesom det ikke er blevet oplyst, præcis hvor det finder sted.

Det var omkring klokken 01.30 dansk tid, at Israels militær bekræftede, at det var i gang med at angribe "militære mål" i Iran.

Iran har endnu ikke kommenteret.

Ifølge iranske statsmedier kunne der omkring klokken 03.30 igen høres eksplosioner i landets hovedstad, Teheran. Det skriver Reuters.

De iranske statsmedier skriver, at det drejer sig om fire nye eksplosioner.

- Vores defensive og offensive evner er fuldt ud mobiliseret, udtalte Israels militær tidligere på natten.

Landet siger, at angrebet mod Iran er et svar på "flere måneders vedvarende angreb mod Israel fra regimet i Iran".

Ifølge det iranske statslige nyhedsbureau Irna kan der i det centrale Teheran høres skud fra landets luftværn.

Der har i løbet af natten også været meldinger om angreb mod militære mål i Syrien. Senest har det syriske statslige nyhedsbureau Sana ifølge AFP meldt om luftangreb fra Israel.

- Vores luftværn konfronterer fjendtlige mål i luftrummet over Damaskus (Syriens hovedstad, red.), skriver Sana på beskedtjenesten Telegram.

Tidligere lød det også, at der kunne høres eksplosioner nær Damaskus.

Israel har ikke kommenteret meldingerne fra Syrien.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT