EU-landene siger ja til skærpede grænser for luftforurening

14. OKT 2024 • 16:08UDLAND

EU-landenes har mandag formelt vedtaget direktiv, der skærper standarder for luftkvalitet i hele EU.

EU-landene har mandag som ventet sagt ja til ny lovgivning, der skal forbedre luftkvaliteten i EU.

Samtidig bliver der åbnet for, at EU-borgere vil kunne søge erstatning for sundhedsskader i tilfælde, hvor EU's regler for luftkvalitet ikke overholdes.

Det oplyser EU-Ministerrådet mandag i en pressemeddelelse.

De nye regler skal bidrage til EU's mål om et forureningsfrit miljø i 2050. Håbet er, at det samtidig vil hjælpe med at forhindre for tidlige dødsfald som følge af luftforurening.

Ifølge EU-Ministerrådet er luftforurening den største miljømæssige sundhedsrisiko i Europa. Det skønnes, at omkring 300.000 for tidlige dødsfald årligt i Europa skyldes luftforurening.

Derfor foreslog EU-Kommissionen i oktober 2022 at styrke lovgivningen på området. I februar i år indgik EU-Parlamentet og EU-Ministerrådet så en aftale om den endelige tekst.

Det er den lovtekst, der mandag som ventet blev vedtaget i EU-Ministerrådet. Det sker, efter at EU-Parlamentet i april stemte ja til direktivet.

Det nye direktiv forenkler EU's regler om luftkvalitet ved at slå de to eksisterende EU-direktiver sammen til ét.

Målet er at bringe kvalitetsstandarderne i overensstemmelse med Verdenssundhedsorganisationens (WHO) anbefalinger.

Lovteksten vil ligesom anden EU-lovgivning træde i kraft efter offentliggørelsen i den officielle publikation EU-Tidende.

Derefter har medlemslandene to år til at omsætte direktivet til national lovgivning.

Efter planen skal EU-Kommissionen så inden 2030 revidere standarderne for luftkvalitet.

Derefter er det planen, at standarderne skal revideres hvert femte år, så de hele tiden følger den seneste videnskabelige viden om luftforurening.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT