Forbrugerråd fraråder køb af halloween-varer på webshops uden for EU
Ifølge Forbrugerrådet Tænk er man ikke sikret, at produkter fra webshops uden for EU overholder danske regler.
Forbrugerrådet Tænk fraråder, at man køber produkter i anledning af halloween på webbutikker uden for EU som Temu og Shein.Det siger Christel Søgaard Kirkeby, som er projektleder i Forbrugerrådet Tænk.
- Du er ikke sikret, at de produkter overholder de regler, vi har både i Danmark og EU, som vi har brugt mange år på at sætte op, for at sikre folk en vis beskyttelse.
Mandag har det norske forbrugerråd i en pressemeddelelse opfordret til, at man undgår at købe produkter fra ikke-europæiske webbutikker, når man vil handle til årets halloween-fejring.
Norges forbrugerråd nævner Temu, Shein og Wish som de webbutikker, man bør holde sig fra.
Forbrugeradvokat i det norske forbrugerråd Nora Wennberg Gløersen udtaler i pressemeddelelsen, at "når et tilbud er for godt til at være sandt, ja, så er det som regel det".
- Du risikerer, at produktet ikke virker, som det skal, går i stykker med det samme eller - i værste fald - at produktet er farligt for liv og helbred, lyder det fra Nora Wennberg Gløersen.
Det norske forbrugerråd henviser til flere undersøgelser foretaget af Forbrugerrådet Tænk.
I en af dem blev ansigtsmaling testet.
Her kom man frem til, at produktet indeholdt stoffet butylparaben, som ifølge det norske forbrugerråd mistænkes for at være hormonforstyrrende og er forbudt for børn under tre år i Danmark.
Mandag lyder det fra Jacob Kjeldsen, som er direktør for handel i Dansk Industri, at "det er farligt for de danske forbrugere, at Temu og Shein kan slippe afsted med at sælge ulovlige produkter".
- Vi skal have både regering, myndigheder og EU i gang med at svinge pisken, og det kan kun gå for langsomt. De danske forbrugere skal kunne handle sikkert, og danske virksomheder skal have fair vilkår at konkurrere på. Det er ikke tilfældet i dag.
/ritzau/