Fem israelske soldater dræbt i kampe i Libanon

25. OKT 2024 • 13:14UDLAND

Israelske soldater faldt i kampe i Libanon torsdag og bringer dermed hærens samlede tab op på 32.

Fem israelske soldater er blevet dræbt i kampe i det sydlige Libanon torsdag.

Det oplyser Israels militær, IDF, ifølge Reuters.

To andre soldater er desuden "alvorligt såret", lyder det fra den israelske hær.

Det bringer det samlede antal af israelske soldater, der er blevet dræbt i Libanon, op på 32, siden Israel indledte en landoffensiv i landet den 30. september.

Samtidig kommer der meldinger om, at mindst 38 personer er blevet dræbt i israelske luftangreb i byen Khan Younis i Gazastriben siden torsdag aften.

Det oplyser sundhedsmyndigheder i Gaza ifølge Reuters.

Mange af de dræbte er angiveligt kvinder og børn.

Ifølge myndighederne åbnede IDF natten til fredag ild mod et hospital i den nordlige del af Gaza. Efter at soldaterne havde stormet hospitalet og bedt alle forlade det, evakuerede en delegation fra Verdenssundhedsorganisationen, WHO, 40 patienter.

I en udtalelse skriver IDF om nattens angreb, at "en række terrorister er blevet elimineret i angreb på landjorden og fra luften". Hverken WHO eller IDF har kommenteret, at angrebet var rettet mod et hospital.

Mens israelske styrker fortsat opererer på tværs af Gaza, er der i de seneste uger sket markant flere angreb i det nordlige territorium, hvor den militante gruppe Hamas ifølge IDF er ved at omgruppere.

Khan Younis ligger i det sydlige Gaza.

Konflikten i Gazastriben og Israel er intensiveret og har særligt spredt sig til det sydlige Libanon, hvor den militante bevægelse Hizbollah primært holder til. Hamas og Hizbollah er allierede.

Israel angriber dagligt Hizbollah fra luften og gik den 30. september ind i Libanon i en landoffensiv.

Israelske angreb har de seneste måneder dræbt mindst 1580 mennesker, viser tal fra det libanesiske sundhedsministerium ifølge AFP.

500.000 mennesker er desuden flygtet til nabolandet Syrien. Men ifølge Libanons transportminister, Ali Hamieh, har israelske angreb gjort to grænseovergange mellem Libanon og Syrien ubrugelige.

Køretøjer kan ifølge ministeren ikke køre over grænsen.

Israel har oplyst, at det udfører angreb på grænseovergangene for at forhindre, at Hizbollah forsynes med våben fra Syrien.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT