FCM's drømmestart i EL bliver spoleret af teenager

25. SEP 2024 • 22:58SPORT

FC Midtjylland glemte at snøre sækken, da det onsdag blev 1-1 mod Hoffenheim efter en sen udligning.

FC Midtjylland var onsdag meget tæt på en drømmedebut i Europa Leagues nye ligaspil, men måtte nøjes med 1-1 mod Hoffenheim efter en sen udligning.

Kantspilleren Dario Osorio åbnede ballet med et flot mål kort før pausen og tog dermed revanche for sin tåbelige udvisning mod Randers FC i Superligaen lørdag.

Men FCM fik ikke snøret sækken, og i overtiden udlignede 18-årige Max Moerstedt med en akrobatisk flugter.

Det danske mesterhold leverede generelt en stilsikker præstation mod et såret tysk mandskab, der som optakt til sit danske visit havde tabt tre ligakampe i streg og helt tydeligt manglede selvtillid.

Kun 34-årige Oliver Baumann holdt således Hoffenheim, der gjorde brug af danske Jacob Bruun Larsen på sin højrekant i de første 60 minutter, inde i kampen frem til udligningen.

Opgøret på MCH Arena i Herning var midtjydernes første af i alt otte i Europa Leagues nye ligaspil. Her deltager i alt 36 hold, og de 24 bedste går videre til knockoutrunderne i foråret.

Uden at være noget decideret chanceorgie var første halvleg onsdag aften i Herning glimrende underholdning for de fremmødte.

FCM bød blandt andet ind med kæmpechancer til både højreback Kevin Mbabu og kantspiller Aral Simsir, som Hoffenheim-keeper Oliver Baumann tog sig af, mens Hoffenheim også truede i glimt.

Åbningsmålet faldt efter 41 minutter, da venstreback Joel Andersson smed bolden mod modsatte kant. Her havde chilenske Dario Osorio indtil da været anonym, men det lavede han i den grad om på.

Efter en kattepote-tæmning tog han to træk ind i banen og bragede uimodståeligt kuglen ind bag en sagesløs Baumann.

Den tyske landsholdsbobler var til gengæld på pletten igen kort inde i anden halvleg, da Franculino fik en stor mulighed efter en flot udført kontra af hjemmeholdet.

Herefter fulgte en periode med et lavere tempo, mange udskiftninger og et FCM-hold i nogenlunde kontrol, selv om tyskerne havde et lille overtag i boldbesiddelsen.

Fremadrettet blev det dog for passivt, og det blev straffet, da indskiftede Max Moerstedt kastede sig ind i et indlæg og flugtede bolden op i krydset bag Elias Olafsson.

FCM spiller sin andet opgør i ligaspillet, når det om en uge går løs mod israelske Maccabi Tel Aviv på dennes "hjemmebane" i Beograd.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT