Dansk cykelkomet styrter og misser ny VM-titel

26. SEP 2024 • 22:31SPORT

Albert Philipsen var ovenpå i forsvaret af sidste års VM-guld, men en ny triumf blev forpurret i glat sving.

Cykelkometen Albert Philipsen styrede slaget og var torsdag et godt bud på en vinder af juniorernes VM.

Men med godt 23 kilometer tilbage styrtede den 18-årige dansker i et højresving på de glatte veje omkring schweiziske Zürich. Dermed forsvandt chancen for VM-guldet.

Philipsen, der stillede op som forsvarende verdensmester, havde netop splittet en lille frontgruppe i atomer, da uheldet indtraf.

Kun italieneren Lorenzo Finn formåede at følge den stærke dansker, der så modbydeligt stærk ud.

Netop Finn havde forinden siddet alene i et udbrud med en lille fem-mands-gruppe bag sig. Her dikterede Albert Philipsen tempoet efter behag, og med 39 kilometer kørte danskeren op til Finn.

Den store forcering fra Albert Philipsen var for meget for franske Paul Seixas og Senna Remijn fra Holland. De måtte begge slippe.

Da danskeren lidt senere igen øgede tempoet, var det kun Finn, der kunne sidde med på hjul.

Den italienske juniormester viste sig som den stærkeste af de tilbageværende ryttere, da han i suveræn stil tog VM-guldet foran briten Sebastian Grindley. Bronzen gik til hollandske Senna Remijn.

Landstræner Michael Berling oplyste efterfølgende til TV 2 Sport, at Albert Philipsen blev kørt på hospitalet til tjek. Den unge danske havde blandt andet slået hænder, håndled og albue, oplyste Berling.

Senere kom en opmuntrende melding. Philipsen er således udskrevet i ok tilstand.

- Der er ingen brud. Kun et slag og hudafskrabninger, oplyser Danmarks Cykle Union (DCU) til TV 2 Sport.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT