Brækket knogle i anklen koster AGF-keeper lang pause

26. SEP 2024 • 14:48SPORT

Målmand Leopold Wahlstedt kom slemt til skade, da AGF onsdag slog VSK Aarhus i pokalturneringen.

Den svenske målmand Leopold Wahlstedt har fået en uheldig start på tilværelsen i AGF efter sommerens skifte til superligaklubben.

Onsdag aften var han særdeles uheldig, da han debuterede i pokal- og lokalderbyet mod VSK Aarhus.

Efter at have clearet en lang bold kolliderede Wahlstedt med VSK-spilleren Peter Nemec, og AGF-målmanden blev liggende i græsset og vred sig i smerter. Siden måtte han hjælpes fra banen.

Torsdag meddeler AGF på sin hjemmeside, at målmanden har brækket en knogle i anklen, og at han er ude "i længere tid".

Det er endnu for tidligt at spå om, hvor lang skadespausen forventes at være, siger Phil Mansfield, der er præstationsansvarlig i klubben.

- De første undersøgelser viser, at Leo har brækket en knogle i sin ankel. Så selv om det er for tidligt at komme med en præcis prognose for, hvor længe Leo er ude, kan vi nu desværre konstatere, at det er en alvorlig skade, som kommer til at holde ham ude i længere tid, siger Phil Mansfield.

Den 25-årige svensker har indtil videre været reserve i superligakampene bag den 14 år ældre Jesper Hansen, men AGF-træner Uwe Rösler har tidligere udtalt, at svenskeren har set skarpere og skarpere ud efter at have været lidt rusten, da han kom til klubben i juli.

Mens målmanden altså har været uheldig, kan AGF meddele, at skadede Gift Links og Tobias Bach er i bedring. Begge er i spil til lørdagens hjemmekamp mod Randers.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT