Myanmars militærregering kommer med uventet opfordring til fred

26. SEP 2024 • 20:34UDLAND

Oprørsgrupper inviteres af Myanmars militærregering til at deltage i politik og forhandle.

Myanmars pressede militærregering kommer torsdag med en uventet opfordring til væbnede grupper om at forhandle om fred.

Opfordringen torsdag er offentliggjort, efter at militærjuntaen på slagmarken har mødt modgang. Her kæmper den mod både væbnede minoritetsgrupper og Folkets Forsvarsstyrker (PDF).

Begge har gjort modstand mod militærets magtovertagelse i 2021.

Også efterdønninger af tyfonen Yagi, som førte til over 400 dødsfald, er en stor udfordring for regeringen. Hundredtusindvis havde brug for hjælp efter omfattende oversvømmelser.

- Vi inviterer etniske væbnede grupper, oprørsterrorgrupper og PDF-terrorgrupper, som kæmper mod staten, til at stoppe terrorkampen og kommunikere med os om at løse de politiske problemer, siger juntaen i en meddelelse.

I 2021 tog militæret magten i landet efter et ti år langt forsøg med demokrati.

Den civile regering ledet af Aung San Suu Kyis parti, NLD, blev afsat, og sikkerhedsstyrker slog hårdt ned på demonstranter.

Folkets Forsvarsstyrker blev oprettet for at kæmpe imod. Samtidig fik væbnede minoritetsgrupper, hvoraf mange i årtier har kæmpet mod militæret, nyt liv.

En talsperson for gruppen Karen National Union (KNU), som længe har kæmpet mod militæret, siger, at forhandlinger kun er en mulighed, hvis militæret går med til "fælles politiske mål".

Militærets meddelelse indeholder også en opfordring til de væbnede grupper om at deltage i et valg næste år.

Men Myanmars civile skyggeregering, NUG, har afvist opfordringen fra militæret.

Talspersonen Nay Phone Latt siger ifølge nyhedsbureauet Reuters, at det ikke er værd at overveje tilbuddet, og at juntaen ikke har bemyndigelse til at afholde valg.

Maung Saungkha, som er leder af modstandsgruppen BPLA, afviser ifølge Reuters også tilbuddet.

- Vi er ikke interesserede i dette tilbud, lyder det.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT