Vestligt orienteret præsident har kurs mod anden valgrunde i Moldova

20. OKT 2024 • 21:38UDLAND

Moldovas præsident har en lille føring ved valg. Dermed er der lagt op til en anden valgrunde.

Der ser ud til at blive brug for en anden valgrunde for at få afgjort det moldoviske præsidentvalg.

Moldovas nuværende præsident, den vestligt orienterede Maia Sandu, står nemlig i foreløbige resultater til at få 34 procent af stemmerne ved valget og har dermed en lille føring.

Det oplyser landets valgkommission søndag aften ifølge nyhedsbureauet Reuters, mens 14 procent af stemmerne er optalt.

Da det kræver mere end 50 procent af stemmerne at blive erklæret som vinder ved søndagens valg, er der lagt op til en anden valgrunde.

Præsidentens nærmeste modstander, Alexandr Stoianoglo, står til 30 procent af stemmerne.

Under Maia Sandus lederskab har Moldova søgt om at blive medlem af EU. Det skete, kort efter at Rusland invaderede Ukraine i 2022.

Hun har entydigt fordømt Ruslands invasion af Ukraine.

Valget er blevet betegnet som et valg mellem en mere russisk vej og en europæisk vej.

Det skyldes også, at moldoverne ved en folkeafstemning ved samme lejlighed skal tage stilling til, om EU-ambitionen skal skrives ind i landets forfatning.

Den afstemning er der endnu ingen foreløbige resultater fra.

Efter at Rusland har invaderet Ukraine, frygter nogle moldovere, at Moldova, som var en republik i Sovjetunionen, kan være næste russiske mål.

Moldovas prorussiske region Transnistrien brød i 1992 kort efter uafhængigheden med Moldova og er i dag at betegne som en udbryderrepublik.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT