Medier: Israel angriber finansiel organisation i Libanon

21. OKT 2024 • 00:20UDLAND

Ifølge libanesiske medier angriber Israel Al-Ward Al-Hassan, som ifølge Israel finansierer Hizbollahs angreb.

Libanesiske statsmedier skriver, at Israel søndag har angrebet flere afdelinger af en finansiel organisation, som har tilknytning til den militante libanesiske bevægelse Hizbollah.

Det skriver nyhedsbureauet AFP sent søndag aften.

Ifølge Libanons statslige nyhedsbureau NNA er der sket 11 angreb i det sydlige Beirut. Størstedelen var rettet mod steder med forbindelse til organisationen Al-Ward Al-Hassan.

Israel har sagt, at organisationen er med til at finansiere Hizbollahs angreb mod Israel. Landet har også advaret om, at det ville udføre angreb mod organisationen.

Israel har ikke kommenteret søndagens konkrete meldinger fra de libanesiske meldinger.

Et af angrebene skal desuden være sket nær landets eneste lufthavn, som ligger ved hovedstaden, Beirut.

Det er igennem denne, at landet modtager det meste af sin nødhjælp fra andre lande. Den er desuden blevet tilflugtssted mange af Libanons internt fordrevne borgere, som er flygtet fra andre steder i landet.

En AFP-journalist, som befinder sig i Beirut, siger, at der fortsat er kommercielle fly, som kan ses flyve over de store røgsøjler, der som følge af angrebene har rejst sig over Beiruts sydlige forstæder.

Det står endnu ikke klart, om nogen har mistet livet.

Ifølge AFP deles der på sociale medier videoer, hvor man kan se en bygning styrte sammen i den sydlige del af Beirut, hvor Hizbollah har en stærk tilstedeværelse.

Det er dog ikke videoer, som AFP har kunnet verificere.

NNA skriver desuden, at der er blevet udført angreb mod Al-Ward Al-Hassan i byerne Hermel, Rayaq og Baalbek i den østlige del af landet.

Israel og Libanon havde i et år beskudt hinanden over grænsen. Den 23. september i år begyndte Israel at intensivere sine luftangreb, og landet har også sendt infanterisoldater ind i Libanon.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT