Eller scorer forgæves to gange mod Ehlers i NHL

21. OKT 2024 • 07:53SPORT

Lars Eller nettede to gange for Pittsburgh Penguins, der endte med at tabe 3-6 til Winnipeg Jets i NHL.

Lars Eller gjorde med to scoringer meget for, at Pittsburgh Penguins skulle have noget med hjem fra NHL-kampen ude mod Winnipeg Jets med Nikolaj Ehlers på holdet.

Men Lars Ellers scoringer til 2-0 og 3-3 førte ikke point med sig, da Winnipeg Jets vandt kampen sent søndag aften dansk tid med cifrene 6-3.

Fem minutter inde i anden periode scorede Lars Eller til 2-0, da han opsnappede pucken tæt foran mål og sendte den i nettet med legende lethed.

Winnipeg Jets svarede igen med tre scoringer i anden halvdel af anden periode, og Ehlers var i høj grad med til at vende 0-2 til 3-2.

Ehlers leverede nemlig fornemme oplæg til to af de tre mål for hjemmeholdet.

Lars Eller havde dog mere i godteposen, da han udlignede til 3-3 med sit andet mål i kampen i starten af tredje periode.

Men derfra stod der Winnipeg Jets på det meste, og hjemmeholdet scorede tre mål i træk og endte dermed med at vinde med tenniscifre.

Med de seneste resultater er Winnipeg Jets nu det eneste ubesejrede hold i NHL. Det er blevet til fem sejre i de første fem kampe i denne sæson.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT