Danskstiftet bilfirma infiltreret af Nordkorea

21. OKT 2024 • 12:27UDLAND

Et svindelnummer med tråde til Nordkoreas våbenprogram har ramt vestlige virksomheder, skriver Ingeniøren.

It-medarbejdere med tråde til Nordkorea foregiver at være amerikanske jobsøgende og får job i vestlige virksomheder.

Nu kan Ingeniøren afsløre, at elbilproducenten Fisker stiftet af danske Henrik Fisker er et af de firmaer. Firmaet er netop nu under konkursbeskyttelse i USA.

De falske it-specialister får adgang til interne systemer og udbetalt løn, der sendes videre til det nordkoreanske regime uden om sanktioner.

Det viser sagsdokumenter fra FBI fra maj 2024.

Svindelnummeret kan lade sig gøre, fordi it-medarbejderne kan arbejde hjemmefra og derfor ikke får afsløret deres rigtige identitet, skriver FBI.

Fisker har haft en af de it-medarbejdere ansat, men firmaet fyrede vedkommende i 2023 efter at være blevet kontaktet af FBI om svindlen.

Fisker vil ifølge Ingeniøren ikke oplyse, om ansættelsen har udgjort en sikkerhedstrussel for firmaet.

Firmaet har ingen kommentarer, da sagen ligger hos FBI, skriver den administrerende direktør i selskabet, Henrik Fisker, til Ingeniøren.

Lønnen har blandt andet støttet Nordkoreas ballistiske missilprogram, skriver Ingeniøren efter oplysninger fra FBI.

Det er et brud på internationale sanktioner fra FN og USA.

Svindelnummeret kunne lade sig gøre, fordi de nordkoreanske it-medarbejdere har brugt ip-adresser og hjemmeadresser fra amerikanske statsborgere som for eksempel amerikanske Christina Marie Chapman.

Hun blev arresteret af FBI i maj 2024 efter anklager om, at hun drev en såkaldt ”computer farm”, der hjalp it-medarbejderne med at skjule deres identitet og få arbejde hos de vestlige virksomheder.

Via ”laptop farmen” har Chapman og hendes medsammensvorne misbrugt mere end 60 amerikanske identiteter og genereret tæt på 7 millioner dollar svarende til 50 millioner kroner til Nordkoreas regime, skriver Ingeniøren.

FBI har fundet frem til flere tusind it-specialister, der har været en del af svindelnummeret. Nationaliteten af it-medarbejderne kendes ikke.

De falske it-medarbejdere opererer ofte fra Nordkorea, Kina eller Rusland, skriver Ingeniøren.

Rumfarts- og forsvarsvirksomheder, bilfabrikanter, amerikanske banker og medieselskaber er blevet infiltreret, skriver FBI ifølge Ingeniøren.

Amerikanske myndigheder er også forsøgt infiltreret, men det er mislykkedes, oplyser FBI.

Hverken FBI eller Ingeniøren uddyber, hvordan svindelnummeret har tråde til Nordkoreas ballistiske missilprogram.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT