Strand blev erklæret minefri i 1945 - nu undersøges den på ny

3. SEP 2025 • 20:04INDLAND/KRIMINAL

I denne uge undersøger minerydningseksperter en strand på Skallingen for gamle miner fra Anden Verdenskrig.

Naturstyrelsen er i denne uge i gang med at undersøge Høje Knolde Strand på Skallingen ved Blåvand for efterladte miner fra Anden Verdenskrig.

Det melder TV Syd, ligesom styrelsen også selv skriver det i en pressemeddelelse.

Høje Knolde Strand er den første strand, man kommer til, når man kører ud på Skallingen, som er et naturområde.

Størstedelen af Skallingen blev i 2012 erklæret minefrit område efter en årelang minerydningsindsats, som begyndte i 2006.

Men Høje Knolde Strand på Skallingen var ikke omfattet af indsatsen. Det skyldtes, at de tyske soldater, som i 1945 gennemførte minerydning der, erklærede feltet for renset i august 1945.

Der er dog de senere år dukket en del miner op i området, skriver Naturstyrelsen.

Da Naturstyrelsen ejer og forvalter området, har styrelsen opgaven med at lave en teknisk undersøgelse af risikoen for miner på Høje Knolde Strand.

Stranden og adgangsvejen fra parkeringspladsen er derfor spærret i denne uge fra mandag til og med fredag.

Man kan stadig besøge resten af Skallingen, mens undersøgelsen står på, men altså ikke det berørte område.

Peder Bach Thøgersen, der er skovrider i Naturstyrelsen Blåvandshuk, forklarer i pressemeddelelsen, at undersøgelsen foregår med minesøgningsapparater.

- Minerydning er et højt specialiseret arbejde, og vi samarbejder derfor tæt med minerydningseksperter fra firmaet Damasec, politi og Forsvarets Ammunitionsrydningstjeneste.

- Det er vigtigt, at eksperterne får ro til at arbejde. Derfor beder vi alle om at respektere afspærringerne for alles sikkerheds skyld, udtaler han.

Skovrideren tilføjer, at håbet er, at miner, som ikke tidligere er blevet fundet, dukker op.

Endnu bedre vil det være, hvis det viser sig, at der ikke er flere miner tilbage, lyder det.

Skulle der blive fundet gamle miner, destrueres de.

Den tyske hær etablerede under besættelsen mange minefelter på Skallingen som del af et forsvarsanlæg omkring Esbjerg. I alt cirka 72.000 miner blev lagt.

Langt de fleste af dem blev fjernet af tyskerne selv umiddelbart efter krigen.

Men efter 1947 vurderedes det alligevel, at der var omkring 11.000 miner tilbage på Skallingen. Derfor finkæmmede Kystdirektoratet størstedelen af området fra 2006 til 2012.

I alt lagde den tyske hær ifølge Naturstyrelsen cirka 1,5 millioner miner langs den jyske Vestkyst under Anden Verdenskrig.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT