Region indfører gratis parkering på midtjyske hospitaler

3. SEP 2025 • 09:13INDLAND/KRIMINAL

Der er i dag betalingsparkering ved flere hospitaler i Region Midtjylland. Fremover skal det være gratis.

Det skal være slut med at betale for parkering ved midtjyske sygehuse - både som patient, pårørende og medarbejder.

Det står klart, efter at partier i regionsrådet i Region Midtjylland har indgået forlig om regionens budget for 2026.

Fremover skal der nemlig være betalingsfri parkering ved alle regionens hospitaler, hvor parkanter dog fortsat vil skulle registrere parkeringen.

Der er i dag betalingsparkering på regionshospitalerne i Randers, Horsens og Silkeborg og på Aarhus Universitetshospital.

Ved sidstnævnte koster det eksempelvis godt 14 kroner per time, hvor man betaler per påbegyndt halve time. Det koster 55 kroner i døgnet.

- Aftalen er et udtryk for et regionsråd, der prioriterer ressourcerne dér, hvor de skaber mest værdi for borgerne, lyder det fra regionsrådsformand Anders Kühnau (S) i en pressemeddelelse omkring det samlede budgetforlig.

Socialdemokratiet og SF foreslog gratis parkering i juni. I den forbindelse lød det fra formanden, at det skulle gøre op med en urimelighed.

- Vi vil gerne skabe mere lighed i sundhed og dermed hjælpe nogle af de borgere, der er særligt hårdt ramt økonomisk af betalingsparkeringen på vores hospitaler, sagde han til DR.

Det fremgår af budgetforliget, at partierne prioriterer, at der er "et godt flow omkring parkering".

- Så patienter, pårørende og personale ikke skal bruge unødig tid på at finde en parkeringsplads. Det gælder særligt for patienter, som for eksempel skal på skadestuen eller til lægevagten, lyder det.

Forligspartierne prioriterer indtil videre 65 millioner kroner til indsatsen.

Foruden gratis parkering er partierne også enige om "en markant udbygning" af sengekapaciteten i psykiatrien i Viborg, Randers og Horsens.

Aftalen prioriterer fra næste år i alt omkring 180 millioner kroner til at øge kapaciteten og aktiviteten i det midtjyske sundhedsvæsen.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT