Rekordmange fugle yngler på den kunstige ø Peberholm

3. SEP 2025 • 12:50INDLAND/KRIMINAL

Aldrig før har der været så mange ynglende fugle på Peberholm i Øresund som nu. Der er observeret 45 ynglepar.

Den kunstige ø Peberholm i Øresund er blevet mere populær for ynglende fugle og den grønbrogede tudse.

I år har antallet af ynglende fugle nemlig slået rekord. 45 ynglepar er blevet registreret i løbet af året, hvilket er fem par mere end sidste år.

Det skriver Øresundsbroen i en pressemeddelelse.

Samtidig har den truede paddeart grønbroget tudse, som tidligere kun har ynglet på den nordlige del af Peberholm, i år vist stor aktivitet på øens sydlige del.

Peberholm er en del af Øresundsforbindelsen, der foruden øen består af en 4,05 kilometer lang tunnel og selve Øresundsbroen.

Øen blev anlagt for at have et sted, hvor tunnelen og broen kunne mødes med materialerne fra udgravningen af tunnelrenden.

Den blev efterladt bar, og alle de arter, der i dag har hjemsted på øen, er indvandret fra Danmark eller Sverige.

Seks nye arter ynglede på øen for første gang i år.

Der er blandt andet tale om den lille finke tornirisken og den rødryggede tornskade.

Det er ikke kun fuglelivet, der er i udviklingen, også plantelivet på øen er i flor.

Der er blevet registreret 12 plantearter i år, som ikke tidligere er fundet på Peberholm.

Det omfatter blandt andet kornet stenbræk, Østersø-strandsennep, hybrid-guldregn og håret bakkestjerne.

For at følge naturens udvikling på øen over tid har Øresundsbroen etableret 13 vegetationscirkler på øen i samarbejde med Københavns Universitet og Dansk Botanisk Forening.

- Vegetationscirklerne giver os en helt ny mulighed for at følge, hvordan naturen udvikler sig over tid. Det er et vigtigt skridt mod at forstå effekterne af både naturlige processer og vores egne naturplejetiltag, siger Hans Orht, der er miljøspecialist hos Øresundsbroen, i meddelelsen.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT