Trumps indefrysning af støttemidler til Harvard var ulovlig

3. SEP 2025 • 23:41UDLAND

En dommer har afgjort, at det var ulovligt, da Trump besluttede at tilbageholde føderal støtte til Harvard.

En føderal dommer har onsdag slået fast, at det var ulovligt, da USA's præsident, Donald Trump, indefrøs flere milliarder dollar i føderal støtte til Harvard University.

Dermed har universitetet fået medhold i sagen, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Den amerikanske regering besluttede tilbage i april at tilbageholde mere end 2,2 milliarder dollar - svarende til 14,1 milliarder kroner - i føderal støtte til det prestigefyldte universitet.

Med afgørelsen onsdag slår dommeren fast, at tilbageholdelsen var ulovlig, og at pengene skal tilbageføres.

Beslutningen om at skære den føderale støtte var ifølge Reuters et middel fra Trump-administrationen til at presse Harvard University til at gennemføre ændringer.

Trump har blandt andet hævdet, at universitetet er præget af en antisemitisk og radikal venstreorienteret ideologi, og at der ikke er blevet gjort nok for at bekæmpe chikane mod jødiske studerende.

Harvard University har udtalt, at man erkender, at jødiske studerende har været udsat for ondskabsfulde handlinger siden 7. oktober 2023.

Men rektor Alan Garber har også udtalt, at Trump-administrationens krav gik langt ud over at bekæmpe antisemitisme, og at man ulovligt forsøgte at regulere interne forhold på universitet ved for eksempel at kontrollere, hvem der blev ansat.

Beskyldningerne om antisemitisme har ikke kun ramt Harvard University. Blandt andet Columbia University fik også trukket føderal støtte med samme begrundelse.

I juli gik Columbia University dog med til at betale 220 millioner dollar i et forlig for at få støtten tilbage.

Ud over at skære i den føderale støtte har Trump også forsøgt at nægte Harvard University retten til at optage internationale studerende.

Harvard University har også anlagt sag mod Trump-administrationen angående dette forhold. De to sager behandles særskilt.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT