Forældre i Kirkerup-sag vil tage ejerskab over egen historie i ny bog
Onsdag udkommer en bog, hvor forældre til den 13-årige pige fra Kirkerup-sag fortæller om tiden, hun var væk.
Forældrene til pigen, der en aprildag for to år siden blev frihedsberøvet og udsat for grove overgreb i Kirkerup, vil i bogen "27 timer - pigen, der overlevede" tage ejerskab over historien.Sådan lyder det fra forældrene i et interview med Jyllands-Posten i forbindelse med, at bogen, der er skrevet af forfatter Christina Ehrenskjöld, udkommer onsdag.
Det er ifølge Politikens Forlag "et historisk vidnesbyrd om en forbrydelse, der satte en stopper for en sexforbryder og morder, og et samfund, der stod sammen i mørket".
Bogen handler om de 27 timer, hvor en 13-årig pige fra Kirkerup i april 2023 blev holdt fanget af den dengang 32-årige Philip Westh.
Han er siden idømt livstid for drabet på 17-årige Emilie Meng, overfaldet på en 15-årig efterskoleelev og kidnapning, voldtægt og drabsforsøg på den dengang 13-årige pige fra Kirkerup.
Han har anket dommen.
Mor og stedfar til den dengang 13-årige pige, der blev frihedsberøvet af Philip Westh, forklarer til Jyllands-Posten, at de er bange for, at nogen tænker, at de laver bogen af de forkerte grunde.
- Om vi bare skal tjene en masse penge på hendes ulykke. Men intet kunne være mere forkert, lyder det fra dem.
Det handler derimod ifølge forældrene om at dele den rigtige historie, samtidig med at det er en bog til datteren, om hvad der skete, mens hun var væk.
- På den ene side har vi lyst til at glemme det hele og komme videre. På den anden side går vi dagligt og frygter at glemme det hele, fordi vi har brug for at kunne svare hende på alt, hvad hun har brug for at vide, siger forældrene videre.
Selv om det er en bog om forældrenes 27 timer, får man glimtvis betragtninger, som datteren har delt med sin mor, skriver Ekstra Bladet.
Datteren har blandt andet fortalt, at gerningsmanden tilbød hende et tørt stykke rugbrød og en myslibar, som hun næsten ikke turde spise, da hun var bange for, at maden var forgiftet, skriver mediet.
Derudover beretter bogen om det første møde mellem datteren og mor og stedfar på hospitalet.
- Hvor er jeg glad for, at I fandt mig så hurtigt, sagde datteren til moren ifølge B.T.
Ankesagen mod Philip Westh begynder den 28. oktober 2025.
/ritzau/