Trump åbner for flere amerikanske soldater i Polen

3. SEP 2025 • 22:11UDLAND

USA's præsident har flere gange understreget, at amerikanske soldater i højere grad skal bruges på egen jord.

USA's præsident, Donald Trump, åbner for at sende flere amerikanske soldater til Polen.

Det siger han ifølge nyhedsbureauet AFP under et pressemøde med Polens præsident, Karol Nawrocki, der onsdag besøger den amerikanske præsident.

Trump har ellers flere gange understreget, at amerikanske soldater i højere grad skal bruges på egen jord, og at Europa selv skal sørge for mere af deres egen sikkerhed.

Den nationalkonservative præsident Nawrocki har kun siddet på posten siden i sommer, da han vandt præsidentvalget i landet.

Præsidenten, der er uddannet historiker og er tidligere museumsinspektør, er nationalist og støttes af det store oppositionsparti Lov- og Retfærdighedspartiet.

Han er kendt for at være en af Trumps støtter, og han har tidligere udtrykt beundring for den amerikanske præsident, som han allerede besøgte i Washington D.C. under sin valgkamp.

Under pressemødet med Nawrocki fastslår Trump, at de allerede eksisterende amerikanske soldater i Polen vil blive i landet.

- Vi kan sende flere styrker, hvis Polen ønsker det, siger han ifølge det norske nyhedsbureau NTB og tilføjer:

- Vi har overvejet at trække styrker hjem fra andre lande, men ikke fra Polen. Vi vil hjælpe Polen med at beskytte sig selv.

Under pressemødet siger Nawrocki ifølge det norske nyhedsbureau, at der på nuværende tidspunkt er omkring 10.000 amerikanske soldater i Polen.

Nawrocki fortæller efterfølgende onsdag aften, at Trump under mødet gav "en stærk garanti for Polens sikkerhed", skriver Reuters.

Samtidig uddyber præsidenten, at han er "overbevist" om, at Polen vil "få succes" med at øge antallet af amerikanske soldater i landet.

- Men vi er i den tidlige fase af processen, siger han til nyhedsbureauet.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT