IAEA: Irans beholdning af højt beriget uran steg inden angreb

3. SEP 2025 • 20:57UDLAND

Allerede i maj advarede IAEA i en rapport om, at Iran havde øget sin beholdning af højtberiget uran.

Irans beholdning af højt beriget uran steg en smule kort før Israel og USAs angreb på atomanlæg i landet.

Det viser en fortrolig rapport fra Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA) som nyhedsbureauerne AFP og Reuters har set.

Ifølge rapporten havde Iran den 13. juni 440,9 kilo uran beriget op til 60 procent renhed, skriver AFP. Det skulle være 32,3 kilo mere end de havde 17. maj.

For at kunne producere atomvåben kræver det ifølge IAEA højt beriget uran på en berigelsesgrad omkring 90 procent.

Allerede i slutningen af maj advarede IAEA i en offentlig rapport om, at det iranske styre havde øget sin beholdning af højt beriget uran markant de seneste måneder.

Dengang lød meldingen fra agenturet, at Iran per 17. maj rådede over 408,6 kilo uran beriget op til 60 procent. Det var en stigning på 133,8 kilo siden IAEAs forrige rapport i februar.

I rapporten kalder IAEA Irans beslutning om at suspendere arbejdet med agenturet for "dybt beklageligt".

Iran tog beslutningen efter en 12-dages krig med Israel.

Iran svarede løbende igen på Israels angreb med missil- og droneangreb på Israel.

21. juni trådte USA ind i konflikten med bombeangreb på tre iranske atomanlæg i Natanz, Isfahan og Fordow.

Efterfølgende angreb Iran en amerikanskledet militærbase i Qatars hovedstad, Doha.

Den 24. juni indgik Iran og Israel en våbenhvile.

IAEA, der også beskrives som FN's atomvagthund, har hidtil holdt opsyn med de iranske atomanlæg - herunder hvor store mængder beriget uran landet er i besiddelse af.

Iran siger selv, at berigelsesprogrammet kun har civile formål. Omvendt siger Israel, at Iran i hemmelighed udvikler atomvåben.

Iran har flere gange afvist, at landet skulle have intentioner om at udvikle et atomvåben.

Både amerikanske efterretningstjenester og IAEA har i kølvandet på krigen udtalt, at de ikke har fundet beviser for, at Iran forsøger at fremstille atomvåben.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT