Ed Sheerans koncerter gav rekord på Storebælt
Hele 339.962 køretøjer passerede Storebælt den forgangne uge, hvor Ed Sheeran spillede koncerter i København.
I den forgangne uge, der løb mellem 25. og 31. august, passerede rekordmange køretøjer Storebæltsbroen.Det oplyser Sund & Bælt.
339.962 køretøjer passerede Storebælt, og det slog dermed den hidtidige ugerekord på 336.200.
Sund & Bælt vurderer, at det særligt var Ed Sheerans koncerter i København i weekenden, der gav mange rejsende på forbindelsen mellem Fyn og Sjælland.
Koncerten med Ed Sheeran har alene løftet trafiktallet med 20.000, vurderer selskabet.
Der blev afholdt fire koncerter i Øresundsparken. Der var koncert torsdag, fredag, lørdag og søndag.
Det var især personbiltrafikken, der lå højt.
Den var hele 14 procent højere end den tilsvarende uge sidste år, oplyser Sund & Bælt.
Særligt om lørdagen var der øget trafik, hvor personbiltrafikken var 21 procent højere end sidste år.
Det er ikke første gang, at den engelske popstjerne har givet meget trafik over Storebælt.
Den tidligere ugerekord var nemlig i uge 31 i 2022, hvor der ligeledes i den pågældende weekend var koncerter med Ed Sheeran i København.
Der blev samlet solgt 180.000 billetter til den verdensberømte musikers koncerter i år, hvilket satte dansk publikumsrekord.
Første gang, Ed Sheeran optrådte i Danmark, var til Gaffa-Prisen i 2011.
Siden har han optrådt i 2014 i Forum i København, derefter i sommeren 2019 i Tusindårsskoven i Odense og så i 2022 og 2025 i Øresundsparken.
/ritzau/