Team Esbjerg løber Viborg omkuld på en halvleg

3. SEP 2025 • 21:39SPORT

Efter skuffelsen i sæsonpremieren fandt Team Esbjerg rytmen på udebane mod Viborg.

Team Esbjergs DM-sølvvindere er tilsyneladende tilbage på rette spor efter det overraskende pointtab i sæsonpremieren i kvindernes håndboldliga.

Med forrygende tempo i både tanke og handling løb esbjergenserne onsdag aften Viborg over ende i den første halve time. At favoritterne trak lidt i håndbremsen efter pausen, truede ikke den sikre sejr, der endte på 34-29.

Kampen var reelt afgjort efter en første halvleg, som Esbjerg vandt 21-14. Den nytilkomne stregspiller Tabea Schmid brillerede med hurtige fødder og sikre afslutninger. Hendes samspil med rutinerede Nora Mørk fik Viborg aldrig bremset.

Team Esbjerg var igen uden holdets største navn, Henny Reistad, der er på vej tilbage fra en skade og sad på bænken i hele kampen.

Det blev dog aldrig et problem, for gæsterne havde ingen problemer med at åbne Viborgs overbebyrdede defensiv.

Viborgenserne har haft en turbulent optakt til sæsonen med farvel til topscoreren og cheftræneren få dage før premieren.

Alligevel kom holdet godt fra land under den nye træner, Anders Friis, med en udesejr i Ringkøbing. Men Esbjerg var som ventet af en anden kaliber.

Tabea Schmid fortsatte sin opvisning i sikre afslutninger efter pausen, hvor schweizeren nåede op på 13 scoringer på 13 forsøg, inden hun brændte to skud i de sidste minutter.

Mens Team Esbjerg satte tingene på plads på en halv time, havde Odenses forsvarende danmarksmestre det sværere i Horsens. Mestrene fik kun med hiv og sving og en heftig slutspurt hentet den forventede sejr.

Hjemmeholdet førte et kvarter før tid med fire mål, men satte forspringet over styr i slutfasen. Med tre minutter tilbage stod det 30-30, inden fynboerne afgjorde kampen og vandt 33-30.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT