Volkswagen vil lukke mindst tre fabrikker i Tyskland

28. OKT 2024 • 12:24ERHVERV/POLITIK

Volkswagens ledelse vil lukke og indskrænke fabrikker og samtidig fyre tusindvis af medarbejdere.

Bilfabrikanten Volkswagen planlægger at lukke mindst tre fabrikker i Tyskland og samtidig nedlægge titusindvis af stillinger.

Det siger formanden for Volkswagens samarbejdsudvalg, Daniela Cavallo, til flere hundrede ansatte i Wolfsburg mandag ifølge Reuters.

- Ledelsen er absolut seriøs omkring alt dette. Det her er ikke en måde at rasle med sablerne i overenskomstforhandlingerne, siger hun.

Daniela Cavallo uddyber ikke, hvilke tre fabrikker, der vil blive berørt, eller hvilke medarbejdere, der kan miste deres job.

Det er desuden ledelsens plan, at de resterende fabrikker skal indskrænkes, lyder det.

Daniela Cavallo er repræsentant for medarbejderne.

Ifølge det tyske nyhedsbureau dpa har Volkswagen aldrig lukket en fabrik i Tyskland, og det er over tre årtier siden, at selskabet har lukket en fabrik i udlandet.

I september opsagde Volkswagen en aftale med fagforeninger, som i over 30 år har udelukket fyringer, skriver dpa.

Volkswagen er under pres efter lavere efterspørgsel fra Europa og Kina. Derfor skal selskabet skære i sine omkostninger.

Ifølge Daniela Cavallo er der enighed med ledelsen om de udfordringer, som Volkswagen og andre europæiske bilfabrikanter står over for.

Det omhandler blandt andet en langsommere end ventet transformation til el og kraftig konkurrence fra kinesiske bilfabrikanter, som træder ind på det europæiske marked.

- Vi er ikke langt fra hinanden, når det kommer til at analysere problemerne. Men vi er milevidt fra hinanden, når det kommer til svarene på dem, siger Cavallo.

En talsperson fra den tyske regering siger på et pressemøde mandag, at regeringen er opmærksom på de udfordringer, som Volkswagen står i.

- Der er også konstant dialog med både arbejdsgiverens og medarbejdernes side hos Volkswagen, siger talspersonen.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT