Norge opruster med stort køb af luftværnsmissiler af USA

28. OKT 2024 • 11:52UDLAND

Med køb af luftværnsmissiler af USA bliver Norge "tryggere", siger forsvarsminister.

Norge indkøber luftværnsmissiler af USA for et beløb svarende til 2,5 milliarder danske kroner.

Der er tale om en af de største enkeltanskaffelser nogensinde i det norske forsvar.

Det oplyser forsvarsminister Bjørn Arild Gram mandag ifølge det norske nyhedsbureau NTB.

- Det er en betydelig anskaffelse, som bidrager til at gøre Norge tryggere. Med flere og nyere missiler får Forsvaret bedre evner til at beskytte Norge, siger han.

Norge, der ligesom Danmark er medlem af den vestlige militæralliance Nato, har lovet at øge udgifterne til forsvar, efter at Rusland har invaderet Ukraine.

De indkøbte missiler hedder AIM-120C-8 AMRAAM. De skal først og fremmest indgå i luftforsvar fra jorden, men vil også kunne bruges af F-35-kampfly.

AMRAAM er en forkortelse for Advanced Medium-Range Air-to-Air Missile.

Det er en type missiler, som kan bekæmpe mål som fly, helikoptere, krydsermissiler og droner, oplyser myndigheden Forsvarsmateriell, som står for indkøb af materiel til det norske forsvar.

- Nu sørger vi for, at luftforsvaret får mere og moderne ammunition, siger direktør for Forsvarsmateriell Gro Jære.

Missilerne købes af de amerikanske myndigheder igennem en såkaldt "Foreign Military Sales"-aftale. De købes ikke direkte hos leverandøren Raytheon.

/ritzau/NTB

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT