Nato-chef: Over 600.000 russere er dræbt eller såret i Ukraine

28. OKT 2024 • 14:17UDLAND

Nato-generalsekretær bekræfter, at nordkoreanske soldater er i Rusland og melder om tusindvis af døde russere.

Over 600.000 russiske soldater er blevet dræbt eller såret i Ukraine, og det er et tegn på "desperation", at nordkoreanske soldater nu er i Rusland.

Det siger den vestlige militæralliance Natos generalsekretær, Mark Rutte, ifølge nyhedsbureauet dpa.

- Over 600.000 russiske soldater er blevet dræbt eller såret i Putins krig, og han er ude af stand til at opretholde sit angreb på Ukraine uden udenlandsk understøttelse, siger han.

Dermed er Natos anslåede tal for dræbte og sårede russere blevet fordoblet på omkring et år, skriver dpa.

De 600.000 er et tal, som tidligere blot er blevet anslået anonymt af amerikanske embedsmænd.

Det fremgår ikke af den officielle udmelding, hvor mange der er blevet henholdsvist dræbt eller såret.

Rutte bekræfter i sine udtalelser mandag amerikanske meldinger om nordkoreanske soldater i Rusland.

- Det fortsat dybere militære samarbejde mellem Rusland og Nordkorea er en trussel mod både indostillehavsregionens og euroatlantisk sikkerhed, siger Rutte ifølge Reuters.

- Udstationering af nordkoreanske soldater til Kursk er også et tegn på Putins tiltagende desperation, fortsætter han.

New York Times har beskrevet de amerikanske vurderinger tidligere på måneden.

Avisen skriver, at 115.000 russere vurderes at være blevet dræbt, mens 500.000 er blevet såret.

Imens har Ukraine i høj grad forsøgt at holde sine tabstal skjult.

En amerikansk embedsmand har vurderet, at Ukraine har haft lidt over halvt så mange ofre som Rusland. Således vurderes over 57.500 at være blevet dræbt, mens 250.000 er blevet såret.

Tallene er dog omgærdet af usikkerhed.

Mens begge parter i krigen har lidt store tab, er Ukraine særdeles presset på slagmarken.

Mandag melder det russiske forsvarsministerium ifølge nyhedsbureauet AFP, at russiske soldater har overtaget endnu en landsby i Østukraine - nemlig Tsukuryne, som angiveligt er en af de større landsbyer, Rusland har taget kontrol over i de seneste uger.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT