Kriseramte Boeing vil rejse milliarder for at tilbagebetale gæld

28. OKT 2024 • 14:55ERHVERV/POLITIK

Boeing vil udstede 90 millioner nye aktier og ønsker at rejse 19 milliarder dollar i kapital.

Flyproducenten Boeing vil udstede nye aktier i håbet om at rejse 19 milliarder dollar svarende til godt 130 milliarder kroner.

Det har det nødlidende selskab annonceret i en meddelelse på sin hjemmeside mandag.

Kapitalforhøjelsen skal blandt andet gå til at tilbagebetale gæld samt til at foretage investeringer i selskabet, skriver nyhedsbureauet AFP uden at konkretisere det.

Der skal udstedes 90 millioner nye aktier.

Boeing befinder sig i øjeblikket i en alvorlig krise, der i seneste kvartal resulterede i et underskud på 6,2 milliarder dollar.

Det skyldtes blandt andet en omfattende strejke blandt 33.000 ansatte, som man lige nu forhandler med.

I torsdags afviste maskinarbejderne et forslag til en ny lønaftale og forlængede dermed den igangværende strejke.

Forslaget til lønaftalen omfattede en lønstigning på 35 procent over en periode på fire år.

Mandagens annoncering er ikke selskabets første forsøg på at styrke sin økonomiske situation.

I løbet af de seneste uger er det blandt andet meldt ud, at Boeing vil fyre 17.000 ansatte, hvilket svarer til cirka hver tiende medarbejder.

- Disse fyringer vil omfatte topchefer, ledere og medarbejdere, sagde selskabets administrerende direktør, Kelly Ortberg, i den forbindelse.

Strejken har ramt produktionen hårdt. Derfor forventer selskabet først at kunne påbegynde leverancer af sit nye Boeing 777X-fly fra 2026 - et år senere end hidtil planlagt, skrev Reuters tidligere på måneden.

Strejken skriver sin ind i rækken af kriser, som Boeing har skullet forholde sig til i år.

I begyndelsen af året blev der sat spørgsmålstegn ved sikkerheden i selskabets 737 Max 9-fly, efter at et af dem tabte en dør midt under en ruteflyvning.

Derudover fejlede selskabets nyudviklede rumskib Starliner i juni under en testflyvning til Den Internationale Rumstation med to astronauter om bord.

De to astronauter, der skulle have været otte dage på rumstationen, må nu vente til februar på at komme hjem med et SpaceX-rumfartøj.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT