Liberal retsprofil vender tilbage til storjysk kreds som mulig spids

28. OKT 2024 • 12:57ERHVERV/POLITIK

Steffen Larsen vender retur til Sydjyllands Storkreds, når der næste gang skal være valg til Folketinget.

Formand for Folketingets retsudvalg Steffen Larsen (LA) vil gerne være spidskandidat i Sydjyllands Storkreds, når der skal være valg til Folketinget senest om to år.

Det skriver han på det sociale medie X.

- Det er også en stor glæde for mig at vende retur til min gamle storkreds, som jeg holder meget af og kender indgående, jeg har boet der og haft base der næsten hele mit liv, skriver han.

Tidligere på måneden kom det frem, at Pernille Vermund (LA) ikke ville genopstille i Sydjyllands Storkreds.

Steffen Larsen var storkredsformand for partiet i kredsen fra 2013 til 2016.

Ved valget i 2022 blev han valgt ind i Københavns Omegns Storkreds med cirka 1500 personlige stemmer. Men nu skifter han kreds.

Foruden Steffen Larsen sidder også Carl Andersen og Helena Artmann i Folketinget for Liberal Alliance.

De søger begge genopstilling i Sydjyllands Storkreds. Carl Andersen blev valgt ind som stedfortræder, da Henrik Dahl blev valgt til EU-Parlamentet.

Steffen Larsen glæder sig til at vende retur.

- Derfor ser jeg enormt meget frem til at indgå i det daglige samarbejde med de mange gode og dygtige mennesker i storkredsen, samt at bidrage til storkredsens kommende valgkampe, siger han.

Hvem der bliver spidskandidat for Liberal Alliance bliver afgjort på et opstillingsmøde på et senere tidspunkt.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT