Døde og sårede i angreb mod flyproducent tæt på Ankara

23. OKT 2024 • 18:00UDLAND

Der meldes om eksplosioner og skud nær Ankara og mindst fire dræbte. Både Nato og Putin udtrykker støtte.

Et angreb har fundet sted ved et stort selskab i fly- og forsvarsindustrien nær den tyrkiske hovedstad, Ankara, og flere er døde og sårede.

Det oplyser tyrkiske myndigheder onsdag.

Der meldes både om eksplosioner og skud.

Fire mennesker blev ifølge Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, dræbt.

Billeder, som er blevet verificeret af Sky News, viser en svært bevæbnet mand med et automatvåben i et indgangsområde. Der er ifølge mediet også billeder af en kvindelig formodet gerningsperson.

Tidligere har landets indenrigsminister meldt om tre dræbte samt to dræbte formodede gerningsmænd. Det er uvist, om flere er involveret.

Derudover var der ifølge indenrigsministeren 14 sårede - heraf tre i kritisk tilstand.

Tv-stationen Habertürk har ifølge AFP rapporteret, at der var en "gidselsituation". Der gives ikke umiddelbart yderligere detaljer, og meldingerne er ikke officielt bekræftede.

Der er ikke umiddelbart nogen, som har taget skylden for angrebet. Tyrkiets justitsminister siger, at en efterforskning er i gang.

Udtalelserne fra Erdogan faldt under et møde onsdag med Ruslands præsident, Vladimir Putin, på sidelinjen af et topmøde i organisationen BRIKS. Putin fordømmer angrebet og udtrykker støtte.

Også Nato-generalsekretær Mark Rutte har udtrykt støtte til Tyrkiet, som er blandt alliancens største miltære magter.

- Jeg har lige talt med præsident Erdogan om terrorangrebet i Ankara. Mit budskab var klart: Nato står sammen med Tyrkiet, skriver Rutte på det sociale medie X.

Angrebet er sket ved selskabet Turkish Aerospace Industries' hovedkvarter, som ligger omkring 40 kilometer uden for Ankara.

Ifølge det statsejede tyrkiske nyhedsbureau Anadolu er redningstjenester blevet sendt til stedet.

Billeder fra den tyrkiske tv-kanal NTV viser en stor røgsky uden for indgangen til stedet.

Eksplosionen skal være sket omkring klokken 16.00 lokal tid - altså klokken 15.00 dansk tid.

Nogle medier melder ifølge nyhedsbureauet Reuters om et selvmordsangreb, men der er stadig uvished om, præcist hvad der er sket.

Selskabet beskrives af Reuters som et af de vigtigste i Tyrkiet inden for forsvar og luftfart.

Det producerer blandt andet Kaan-kampflyet, som er Tyrkiets første nationale kampfly.

En stor handelskonference for forsvars- og flyindustrien finder denne uge sted i Istanbul. Her har Ukraines udenrigsminister, Andrij Sybiha, deltaget.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT