Novo-topchef udråbes som årets leder af europæiske medier
En sammenslutning af erhvervsmedier peger på Novo-chef som en leder, der har gjort en ekstraordinær indsats.
Novo Nordisks topchef, Lars Fruergaard Jørgensen, er torsdag blevet kåret som årets europæiske leder af en sammenslutning af erhvervsmedier.Det skriver Børsen.
Avisen er selv blandt medierne i sammenslutningen European Business Media, der har givet prisen.
Topchefen blev kåret ved et arrangement i Stockholm.
Her blev Novo Nordisk kaldt et enestående og inspirerende eksempel. Lars Fruergaard Jørgensen fik prisen, fordi medierne ønskede at hylde hans "ekstraordinære indsats".
Lars Fruergaard Jørgensen har været i Novo Nordisk siden 1991. Siden 2017 har han været administrerende direktør.
Det er ikke første gang, at topchefen modtager ros.
I 2023 blev han kåret som Årets Person af det britiske finansmedie Financial Times.
Prisen gives til personer, som ifølge avisen har været særdeles indflydelsesrige.
Tidligere er blandt andet Volodymyr Zelenskyj, Elon Musk, Angela Merkel og Donald Trump blevet kåret som Årets Person.
Da prisen sidste år gik til danskeren, lød det, at det især var succesen med vægttabsmidlet Wegovy, der lå til grund.
Også diabetesmedicinen Ozempic har givet en enorm indtjening hos Novo Nordisk i de seneste år.
Lægemidlernes popularitet har betydet, at Novo Nordisks aktiekurs er røget i vejret. Den danske virksomhed har i dag den højeste børsværdi i Europa.
Lars Fruergaard Jørgensen har en kandidatgrad i erhvervsøkonomi fra Handelshøjskolen i Aarhus.
Den 57-årige erhvervsmand begyndte sin karriere i Novo med at arbejde med regnskaber.
Siden blev han udstationeret i USA, Japan og Holland, inden han vendte tilbage til Danmark og steg yderligere i graderne.
European Business Media, som torsdag har hyldet Novo-chefen, er en sammenslutning af 31 europæiske erhvervsmedier fordelt på 22 lande.
Det eneste danske medlem er Børsen.
/ritzau/