Mona Juul om S-pensionsforslag: Hold godt fast i pengepungen

21. SEP 2024 • 13:33ERHVERV/POLITIK

De Konservatives formand mener, statsministeren bliver nødt til at fortælle mere om ændring i pensionsalder.

Det er for letkøbt, når statsminister Mette Frederiksen (S) lufter tanker om at ændre i fremtidens pensionsalder uden at fortælle, hvordan hun gerne ser den se ud fremover.

Så kras er kritikken fra De Konservatives formand, Mona Juul, lørdag ved partiets landsråd i Herning Kongrescenter.

- "Jeg vil gerne starte en samtale om, at nogen skal på pension lidt tidligere, mens andre skal blive lidt længere. Jeg ved godt nok ikke lige, hvem det drejer sig om, og hvordan det gigantiske hul i statskassen skal dækkes", siger Mona Juul i en imitation af Mette Frederiksen til øredøvende jubel.

- Når socialdemokrater begynder på den snak, har jeg kun ét godt råd: Hold godt fast i pengepungen. Lige nu, venner. For vi har jo ikke så god erfaring med det der. Dårlige socialdemokratiske meningsmålinger har det med at blive betalt med skatteborgernes penge, siger hun.

Mette Frederiksen sagde i august i et interview med Berlingske, at Socialdemokratiet fra 2030 ikke længere automatisk vil stemme for at forhøje pensionsalderen i det tempo, det sker i dag, i henhold til velfærdsaftalen.

Velfærdsaftalen fra 2006 er den politiske aftale, som regulerer en gradvis optrapning af pensionsalderen.

Aftalen blev indgået af den daværende regering - Venstre og De Konservative - samt Socialdemokratiet, De Radikale og Dansk Folkeparti.

Hvert femte år beslutter Folketinget, om pensionsalderen skal stige yderligere med 15 års varsel. Den kan maksimalt stige med et år per gang.

Folketinget skal næste år igen stemme om det, hvor pensionsalderen skal hæves til 70 år fra 2040. Det bliver ifølge Mette Frederiksen sidste gang, at Socialdemokratiet stemmer for.

Ifølge Mona Juul bliver statsministeren nødt til at fortælle, hvad hun vil i stedet.

- Hvis en virksomheds ledelse gjorde noget lignende, så ville man kalde det ekstremt dårlig ledelse. Og dér, hvor jeg kommer fra, plejer det at have konsekvenser.

- Ukonkrete strøtanker skaber utryghed. Og det splitter os ad. Vi skal ikke splitte. Vi skal samle det her land, siger hun.

Ritzau forsøger at indhente en kommentar fra Socialdemokratiet til pensionskritikken fra Mona Juul.

Flere andre partier har også kritiseret Mette Frederiksens pensionstanker for at være for ukonkrete. Og for at være decideret valgflæsk til brug i den næste folketingsvalgkamp.

Internt i SVM-regeringen har Moderaternes formand, Lars Løkke Rasmussen, sagt, at spørgsmålet bør afklares hurtigt, mens Venstre vil nedsætte en såkaldt arbejdslivskommission.

Mette Frederiksen har erklæret sig villig til at få "nogle kloge folk" til at se nærmere på, hvordan fremtidens pensionsalder skal skrues sammen

- Indtil de er klar med deres overvejelser - og ja, det må selvfølgelig gerne være inden et valg - så står Socialdemokratiet selvfølgelig vagt om de aftaler, vi har indgået, sagde statsministeren for nylig.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT