Alexandra Sasha trak sig efter anklager: Virker som dårlig James Bond-film

18. SEP 2024 • 18:34ERHVERV/POLITIK

Venstre-kandidat Alexandra Sasha trak sig, fordi der blev sået tvivl om mulige prorussiske forbindelser.

Alexandra Sasha siger, at det var offentligt kendt, at hun deltog i konferencer for European Russian Forums ungdomsorganisation, som er blevet kritiseret for at være prorussisk.

Hun stiller i DR's Deadline for første gang op til interview, efter at hun trak sig som Venstre-kandidat til EU-parlamentsvalget i maj.

- Det kommer som en afsløring, men jeg har selv delt det på mine sociale medier. Jeg har det på mit cv. Partiet og mine vælgere kender til det, det er ikke en hemmelighed, at jeg har deltaget i rigtig mange konferencer.

- Det bliver twistet til et narrativ, som virker lidt som en dårlig James Bond-film, siger hun i Deadline.

Indtil kort tid før parlamentsvalget var Alexandra Sasha kandidat for Venstre, som siden har slået hånden af hende.

Men lige inden valget trak hun stikket i kølvandet på en række kritiske B.T.-artikler, der såede tvivl om hendes mulige prorussiske forbindelser.

Alexandra Sasha kaldte det dengang for en smædekampagne. Hun sagde, at hun ville trække sig fra politik, men fremhæver nu, at hun fortsat er førstesuppleant til Folketinget.

Hun er dog ikke længere medlem af Venstre efter gensidig aftale, fortæller hun i interviewet.

Seniorforsker Flemming Splidsboel fra Dansk Institut for Internationale Studier (Diis), sagde dengang til B.T., at European Russian Forum var "prorussisk" og "Putin-venlig".

Den russiske præsident, Vladimir Putin, står bag invasionen mod Ukraine i februar 2022, som fortsat pågår og har kostet mange tusinde livet.

Alexandra Sasha forsvarer sin deltagelse i det prorussiske forum, hvor hun deltager med sin "kritiske optik", der gerne vil lære om konflikten.

Hun afviser, at hun betvivler forskerens beskrivelsen af forummet som Putin-venligt.

- Det siger jeg ikke. Jeg siger bare, at der ikke varetages konkrete handlinger til de her fora, men der diskuteres emner mellem øst og vest, og det er vigtigt at høre, hvad fjenden også tænker, siger Alexandra Sasha i Deadline.

Hendes mor er russisk, men hun fremhæver blandt andet, at hendes mormor er etnisk ukrainsk, og at høringerne fandt sted i EU-Parlamentet, som finansierede størstedelen af dem.

Venstre oplyste for nylig, at partiet vil undlade at indkalde en suppleant, når folketingsmedlemmet Linea Søgaard-Lidell (V) vil være fraværende i forbindelse med fødslen af sit tredje barn.

Det skyldes, at Alexandra Sasha er førstesuppleant.

Den første historie i B.T. i maj handlede om, at hun skulle have afvist at støtte Ukraine i krigen mod Rusland. Hendes forklaring var, at hendes Instagram-konto var blevet hacket.

Hun ser ikke forummet som en del af en russisk hybridkrig, selv om Splidsboel har kaldt det et påvirkningsforum.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT