To socialdemokrater melder sig til kampvalg: Vil lede ny stor-region
Regeringen vil samle Region Hovedstaden og Region Sjælland, og to socialdemokrater vil lede ny stor-region.
Det trækker op til kampvalg, få timer efter at regeringen har meldt ud, at den vil sammenlægge Region Hovedstaden og Region Sjælland til en ny stor-region kaldet Region Østdanmark.Region Hovedstadens formand, Lars Gaardhøj (S), stiller op og bliver udfordret af Torben Klitmøller Hollmann, der er Socialdemokratis spidskandidat til Region Sjælland.
Lars Gaardhøj er klar til at stille sig i spidsen for stor-regionen.
- Det er en rigtig stor reform, som vi skal i gang med.
- Det er en stor opgave politisk og ledelsesmæssigt, og jeg er klar til at stille mig i spidsen for det arbejde, siger regionsrådsformanden.
Den nye stor-region er en del af det udspil til en stor sundhedsreform, som SVM-regeringen har præsenteret onsdag formiddag.
Den skabes ved at lægge Region Hovedstaden og Region Sjælland sammen og vil dække cirka 2,8 millioner danskere - knap halvdelen af befolkningen.
Den skal være med til at skabe bedre balance i sundhedstilbuddene på hele Sjælland og øerne, hvor der i dag er store forskelle.
Eksempelvis er der i Region Sjælland 20 speciallæger per 10.000 borgere, mens tallet i Region Hovedstaden er godt 30.
Samtidig er der relativt mange ældre og sårbare med større behandlingsbehov, når der sammenlignes med Region Hovedstaden.
- Når man lægger to regioner sammen, så bliver der nogle muligheder for at få et tættere samarbejde i forhold til at lykkes med nogle af de her ting, som har været svære at lykkes med, mener Lars Gaardhøj.
En samlet region kan for eksempel gøre det muligt for læger på Rigshospitalet i København også at få opgaver på sygehuset i Nykøbing Falster.
Sammenlægningen er dog ikke noget, der stod på ønskelisten hos det politiske formandskab i Region Sjælland.
Heller ikke hos Torben Klitmøller Hollmann, men han vil gerne være formand for regionen for at repræsentere Sjælland uden for hovedstaden.
- Det er vigtigt, at man stiller sig til rådighed, og det er vigtigt, at der kommer en fra Region Sjælland på grund af de udfordringer, regionen har.
- Jeg har arbejdet i sundhedsvæsenet, siden jeg var 17 år, jeg har arbejdet i regionen og kommunen og har kæmpe bred erfaring. Og så bor jeg i Maribo, siger Torben Klitmøller Hollmann.
Regeringen foreslår, at der afholdes valg til Region Østdanmark 18. november næste år, hvor der også afholdes kommunalvalg.
Det skal dog ikke træde i kraft med det samme, da det nye regionsråd i 2026 skal fungere som et forberedelsesudvalg for den nye region.
Imens skal de nuværende regionsråd i Region Hovedstaden og Region Sjælland varetage driften, indtil den nye regionsråd træder i kraft i 2027.
Efter det første valg vil regeringen samle op og vurdere, om der er behov for "eventuelle justeringer af valgmodellen", lyder det i udspillet.
/ritzau/