Den bragende flotte natur ved Malkværn Skanse

Den bragende flotte natur ved Malkværn Skanse
Blomstrende lyng ved Malkværn Skanse.
DELUXE | FAMILIE | Lørdag 8. juli 2023 • 15:30
Af:
Søren P. Sillehoved
DELUXE | FAMILIE | Lørdag 8. juli 2023 • 15:30

Nogle få kilometer nord for Nexø findes Bornholms mest berømte skanse. Den kaldes Malkværn Skanse, hvor den svenske flåde den 9. juni 1645 angreb og dræbte det bornholmske forsvar. Bagefter gik 500 kamptrænede svenske soldater mod Nexø og plyndrede byen. Trods en stor betaling for ikke at besætte hele øen overholdt svenskerne ikke aftalen og sejlede nordpå til Hammershus. Borgen blev angrebet og Bornholm blev en svensk landsdel.

I vore dage er der mere fredeligt. Samtidig er der en meget flot natur ved skansen og hele klippekysten mellem Aarsdale og Nexø. Det, der gør stedet så fascinerende, er oplevelsen af en oprindelig natur. Bortset fra små ejendomme og fyrretræer ses kun de lave klippekyster og små skær samt pletter med hedelyng, slåen og enebær. Sådan så naturen ud i 1645 og for tusind år siden. Det kan man ikke se andre steder.

Malkværn Skanse ligger ved klippekysten to kilometer nord for Nexø. Ved landevejen findes en stor gravhøj med navnet Kurrehøj. Der kan parkeres langs vejen. Herfra følger man stien ud til kysten og går mod venstre omkring 100 meter. Hvis man ønsker en længere vandretur, kan den udgå fra Aarsdale Havn. Herfra følger kyststien til Nexø, en samlet strækning på fire kilometer. Hvis man ikke ønsker at gå samme vej tilbage, kan man tage bussen. Om sommeren kører den hver time.

Historien om skansen.

Til forsvar mod øens fjender anlagde man allerede i 1400 mange skanser langs øens kyster. Der er fundet spor af cirka 220 gamle skanser, desværre er mange slidt væk eller fjernet. Den 9. juni 1645 blev Malkværn Skanse bevogtet af 29 mand fra omegnen og tre soldater fra Svaneke, blandt andet den unge Albret Wolffsen. Under svenskernes angreb flygtede de lokale, de tre soldater fra Svaneke blev og forsvarede skansen, men de blev slået ihjel. Den sidste mand var Albret Wolffsen.

 

Fredstenen mellem Danmark og Sverige ved Bremseåen.

 

Fredsaftalen

Da Bornholm under den langvarige krig mod Sverige var blevet en svensk landsdel, måtte man i august 1645 lave en fredsaftale med fjenderne. Den foregik ved Bremseåen på grænsen mellem Danmark (Blekinge) og Sverige (Småland). På dansk side forhandlede Corfitz Ulfeldt, som for at få Bornholm tilbage til Danmark blev nødt til at afgive store danske områder i Norge, samt Øland, Gotland og Øsel i Baltikum. Svenskerne overholdt dog ikke fredsaftalen, historien om 1658 er kendt af mange.

Malkværn Skanse

Skansen er 12 meter lang og et par meter høj. Den var i 1800 udstyret med to store kanoner, brugt under englænderkrigen i 1807. Allerede i 1901 blev skansen fredet som et fortidsminde og man opsatte tre store mindesten om hændelsen 1645. Den største har på forsiden teksten: "Til minde om Albret Wolffsen 1645". På bagsiden er der indhugget: ”Han stred for konge og land, og måtte så ærligen dø”.

Naturen på strækningen

Nord for Nexø findes den skarpe grænse mellem den 600 millioner år gamle sandsten og langt ældre granit. Bortset fra geologien er naturen mellem Aarsdale og Nexø den samme. Lave klipper og skær med farvestrålende gule og orange laver. Om sommeren ses mange brune edderfuglehunner med store ællinger. Gravænder og toppede skalleslugere med strittede top på hovedet. Der er dejligt i stille vejr, når det stormer fra øst hamrer store bølger ind mod klipperne.

 


Malurt kan bruges til kryddersnaps. 

 

Mange blomster

Der vokser krat af slåen og brombær, samt ener, både høje og slanke og lave buske. Hele sommeren bemærkes de lilla tjærenelliker og små pletter med hedelyng. Floraen tåler tørke, det kan den gule perikum, sankthansurt, torskemund og gul snerre. Den stinkende malurt har ligeledes gule blomster, svalerod har hvide, og der lever de sjældne røde og sorte soldatertæger.

Vandreturen

Fra havnen følger man stien langs klippekysten. Den er belagt med grus fra den grovkornede Svaneke-granit der smuldrer, hvilket også kan ses på klippernes søjler. Efter et lille anlæg med borde og bænke bliver stien mere svær at finde, ofte er den skjult af brombær, men man kan ikke tage fejl.

Senere passerer stien en anden landskabstype, et åbent overdrev med store ener. Ved pynten, der kaldes Skåret, findes små strandenge med de sjældne melet kodriver og kantbælg samt vibefedt og orkideer.

Gulhals batteri

Derefter kommer et nyt overdrev med en skanse. Den 25 meter lange skanse kaldes Gulhals Batteri, og man kan stadig se to stensatte kanonbænke. Herefter kommer en lille bugt med navnet Svenskehavn. Man mener at navnet skyldes, at her havde svenske fiskere i ældre dage ret til ophold når de om sommeren fiskede sild.

 


Klippekysten mellem Aarsdale og Nexø har en uspoleret natur.

 

Prøjseværket

Efter den lille naturhavn ses rester af små stenbrud. Der blev oprettet i 1851 af en tysker fra Prøjsen (Østtyskland). Den blev udskibet direkte fra kysten i en lille naturhavn i nærheden der kaldes Pærahavn. De yderste klipper her er øens østligste punkt. Lokaliteten er ligesom klippekystens andre små vige en nederoderet diabasgang. Under dannelsen af den urgamle granit er der opstået revner, der blev opfyldt af magma fra jordens indre. Diabas er størknet lava der senere forsvandt.

Malkværn Skanse

Ved den berømte skanse med det mærkelige navn. Det udtales "mal kværn", så skyldes det de yderste skær, for i storme fra øst ramte bølgerne skæret og skabte én hylende malkende lyd ligesom en kværn. Den kunne høres på langs afstand, også i Nexø hvor folk fik ødelagt nattesøvnen.

Én dag sprængte man skæret med dynamit, derefter sænkede freden sig på alle fronter.

 


Malkværn skanse nord for Nexø er øens mest berømte.

 

Halleklipperne og Stenbrudssøen

Nord for Nexø passeres et åbent område med klipper. "Hallerne" har små vige der kaldes Sjølla, både den gamle og nye blev brugt af de lokale når de skulle skylle sig efter dagens arbejde. Kort efter ses den store Stenbrudssøen med kanter af sandsten.

Stenbruddet var det første på Bornholm, grundlagt af Frederik den femte i året 1754, der ville anvende den lyse sandsten til sine slotte. Den blev også brugt til almindelige bygninger, gravsten og søjler. Frihedsstøtten ved Hovedbanegården i København er lavet af de lokale sandsten. Da stormfloden i 1872 overskyllede stenbruddet, blev det lukket, men fortsatte andre steder.

Fra stenbruddet går man op mod landevejen og venter på bussen retur til Aarsdale.

God tur.



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT