Vejen fra idé til skabelsen af GSH var lang, men omsider blev Calles livsdrøm en realitet

Vejen fra idé til skabelsen af GSH var lang, men omsider blev Calles livsdrøm en realitet
Brødrene Jacob og Rasmus Lund på hver sin side af Carl Edvard Mogensen, da de tre hoteller fusionerede under Bornholm Hotels. Arkivfoto: Berit Hvassum
DELUXE | ABONNENT | 29. DEC 2022 • 05:30
DELUXE | ABONNENT
29. DEC 2022 • 05:30

Carl Edvard Mogensen, kaldet Calle, nåede at skabe Bornholm Hotels med tre hoteller samlet under én hat, da han i en alder 95 år opkøbte konkurrenten, ligesom han fik skabt konferencecentret Hotel Green Solution House.

 

 

 

 

Hoteldynastiet i to kapitler

Over to dage, i går, onsdag, og i dag, fortæller vi om, hvordan Bornholms store kongrescenter og hotel, Hotel GSH i Rønne, blev skabt.

Centralt i historien finder man nødvendigvis Carl Edvard Mogensen, som blev kaldt Calle, for han spillede som ejer af Hotel Ryttergården, hvor GSH nu ligger, en afgørende rolle sammen med Trine Richter.

Hun er i dag direktør for Bornholm Hotels, som også kan ses som fuldbyrdelsen af Calles livsdrøm. Her nåede han nemlig inden sin død i 2019 som 95-årig at få samlet Hotel GSH og de tidligere konkurrenter Fredensborg Badehotel og Griffen Spahotel under én hat.

 

 

Da den bornholmske hotelkonge Carl Edvard Mogensen, kaldet Calle, i juni 2019 døde 95 år gammel, havde han fremtidssikret sit helt eget bornholmske Matador-eventyr og med snilde og flid forvandlet den bondeknægt, han var født som – han var landmandssøn fra Østermarie – til hotelkonge skabt på et fundament af Hotel Ryttergården.

I 2015 kunne netop Hotel Ryttergården således genåbne som et visionært konferencehotel, idet Hotel Green Solution House (GSH) på Strandvejen i Rønne dermed efter flere års kamp var etableret. Calle havde taget Trine Richter, som i dag er direktør for Bornholm Hotels, i ed på, at hun ville sikre hoteldriften, og det var lykkedes at samle Hotel GSH, Fredensborg Badehotel og Griffen Spahotel under én hat, Bornholm Hotels.

De to sidste hoteller havde ellers været ejet af konkurrenten Birte Jensen, hvor Trine tidligere havde været ansat.

Efter ansættelsen hos Birte Jensen begyndte Trine i stedet at arbejde med Bornholms Vækstforum om ideen til et nyt stort konferencehotel på Bornholm, og Carl Edvard Mogensen ville gerne stille sin grund og bygninger i form af Hotel Ryttergården til rådighed for at sikre sit og hans hustru, Roses, livsværk.

Vejen frem mod åbningen var dog snoet og bumpet, husker Trine Richter.

Projektet var, som nævnt, startet i Vækstforums regi, og blev delvist finansieret af EU-midler.

– Sådan var det længe. Det startede som et offentligt projekt, hvor vi undersøgte mulighederne. Da jeg så begyndte at arbejde med Calle om projektet, blev det offentligt-privat – og til sidst endte det altså som en helt almindelig privat virksomhed, da Calle indskød sine bygninger, grund og finansielle midler i projektet, siger Trine Richter denne dag, da Tidende taler med hende i Hotel GSH's restaurant.

Hun afbryder sig selv og peger hen mod restaurantens vinduer.

– Der løber nogle rådyr, konstaterer hun.

– Fire styk. Se de springer af sted.

Ganske rigtigt, den lille flok giver et friskt og originalt pust og lader den store rude fungere som en overraskende tv-skærm.

Finanskrisen

Første bud på en byggesum for Hotel Green Solution House lød omkring 200 millioner kroner – men samtidig ramte finanskrisen.

Selv om Calle udover sin grund og bygninger også indskød penge i projektet, så var der meget langt op til 200 millioner kroner.

– Så der i 2009-10 var det sin sag at overbevise investorer og fonde om, at de skulle skyde penge i et konferencecenter på en finanskriseramt ø som Bornholm, der ikke havde tradition for erhvervsturisme. Og endda et konferencecenter, der skulle bygges med nye, uprøvede metoder og materialer med al den risiko, som det indebar. Dertil kom, at alt hvad der "lugtede" af hotel- og restaurantdrift, fik næsten alle banker til at løbe skrigende væk i 2010, siger Trine Richter og fortsætter:

– Folk syntes jo, jeg var idiot. Der var mange, der sagde, at projektet aldrig kunne blive til noget, og nogle modarbejdede endda også projektet. Der var dog enkelte, der sagde, at ideen med Green Solution House var fantastisk god, blandt andre Mads Lebech fra Industriens Fond. Supergod idé, sagde han, dét vil vi gerne lave – hvis du laver det i København! Men det ville jeg jo ikke. Jeg ville lave det her for at skabe udvikling og arbejdspladser på Bornholm.

– Så det var virkelig op ad bakke. Projektmæssigt, men også mentalt, for det er selvfølgelig ikke sjovt at få at vide, at det, man arbejder for, er "varm luft på tomme ringbind", som nogle af de modarbejdende skeptikere kaldte det. Men omvendt giver det selvfølgelig også en ekstra glæde, når det så på trods af modvind og benspænd viste sig, at Calle og jeg kunne skabe det bæredygtige konferencecenter, som Vækstforum havde ønsket sig.

Til evig tid

Calle blev præsenteret som investor i september 2010 for Bornholms Vækstforum med en placering af konferencehotellet på Hotel Ryttergården. Det lod han Trine gøre, idet han ikke selv ønskede at stå frem.

Calle var en meget beskeden mand – og titlen som hotelkonge var aldrig noget, han ville have brugt om sig selv. Han ønskede udvikling, ikke et kongerige, forklarer Trine Richter.

– Men der var nærmest ikke et øje tørt på Vækstforum, da jeg præsenterede, at projektet med Calles indtræden var kommet et stort skridt nærmere at blive realiseret, siger hun.

Den fond, som nu ejer Bornholm Hotels, var allerede etableret flere år tidligere. Calle og Rose havde lavet Carl Edvard Mogensens Fond, som blandt andet havde ejerskabet af Hotel Ryttergården. Fonden skulle sikre, at hotellet – i dag Bornholm Hotels – eksisterer til "evig tid". Det overskud, som hotellerne skaber, bliver således ikke trukket ud af fonden, men bliver i stedet brugt til konstant at udvikle Hotel GSH, Griffen Spahotel og Fredensborg Badehotel.

– Dermed følger vi Calles vision om hele tiden at udvikle og skabe arbejdspladser på Bornholm, siger Trine Richter.

I 2015 modtog GSH en pris som årets byggeri. Præcis den samme hæder modtog hotellet faktisk i december i år, ligesom hotellet for godt et år siden også blev tildelt prisen som bedste klimabyggeri i verden inden for erhverv gennem de seneste 10 år.

Prisen blev uddelt af The international Active House Alliance, som årligt udpeger forskellige byggerier, men altså nu pegede på "guldvinderen" set over en tiårig periode.

– Og en af verdens største aviser, The Guardian, har udpeget Hotel GSH som et af Europas 10 mest miljøvenlige hoteller, fortæller Trine Richter.

Hun ser hædersbevisningerne som vigtige signaler.

– Vi skal hele tiden være "top of mind", så folk tænker, hvad går de mon og laver på Bornholm? Skal vi snart derover igen? Vi må aldrig blive ordinære, men hele tiden udvikle os og forbedre vores produkter til gæsterne. Så det er helt i Calles ånd.

En storsmilende Trine Richter med Carl Edvard Mogensen på sin ene side og kronprins Frederik på den anden ved indvielsen af Hotel GSH i den 23. april 2015. Arkivfoto: Berit Hvassum

 

Ét hotel blev til tre

Den 23. april 2015 blev en stor dag for Calle, for da indviede han sammen med kronprins Frederik det nye Green Solution House – og dermed havde Calle fået ønsket om et konferencecenter opfyldt. Men han havde endnu et ønske, han gerne så opfyldt.

Trine Richter havde således lavet en analyse af hotelmarkedet på Bornholm, som viste, at der var brug for, at de tre store hoteller i Rønne –Hotel GSH (Green Solution House), Griffen Spahotel og Fredensborg Badehotel – fik mere skarpe profiler, hvilket gæsterne efterspurgte. På daværende tidspunkt forsøgte alle tre hoteller sig således i en nogen grad med både at være feriehoteller, grupperejsehoteller og mødehoteller.

Frem for at forsøge at være god til alt ville det således give langt mere mening for gæsterne, at Hotel GSH fokuserede på møder og konferencer, at Griffen Spahotel skulle være byens spahotel, mens Fredensborg Badehotel skulle være det afslappede feriested med ro og moderne badehotelstemning.

Calle var enig i Trines strategi, og i foråret 2016 tog hun derfor kontakt til Edgar Lund, som var meget involveret i de af Birte Jensen ejede Griffen Spahotel og Fredensborg Badehotel. Edgar Lund og Birte Jensen var interesserede i Trines idéer, men fredagen under Folkemødet juni 2016 døde Edgar Lund, hvorefter dialogen om et samarbejde stoppede.

Kort tid efter Edgar Lunds død begyndte Birte Jensen at overveje at sælge Fredensborg Badehotel og Griffen Spahotel, men på daværende tidspunkt var Calle ikke interesseret i at købe hotellerne, hvorfor Birte Jensen og hendes rådgivere undersøgte forskellige andre salgsmuligheder.

Efter nogen tid viste det sig dog, at det ikke var muligt at sælge hotellerne til udenøs købere. Og pludseligt kom Trines mand, Rasmus Lund, og hans bror Jacob Lund i spil som købere.

– Jacob og jeg havde i nogle år drevet ferieboligbureauet A/S Team Bornholm, og vi kunne se nogle muligheder i at få adgang til også at kunne udleje hotelværelserne på Griffen Spahotel og Fredensborg Badehotel, men omvendt havde vi egentlig ikke nogen interesse i at eje hotelbygninger, siger Rasmus Lund.

– Efter en masse omveje endte det dog med, at vi først sagde ja til at købe Griffen Spahotel, men på dagen, hvor vi skulle underskrive købsaftalen, mente Birtes rådgivere, at vi også skulle købe Fredensborg Badehotel – og det endte vi så også med at sige ja til.

Og det kunne I gøre, fordi I havde tjent penge på Team Bornholm?

– Ja, vi havde lagt lidt penge til side gennem årene fra Team Bornholm, ligesom vi også havde udviklet en række ferieboligprojekter på Bornholm. Og vi tænkte nok også lidt i retning af, at vi i al beskedenhed mente at være gode til at udleje ferielejligheder og sommerhuse – og så kunne vi vel også drive hoteller. Hvor svært kunne det være, spørger Rasmus Lund med et skævt smil.

– Men jeg tror, at alle der er – eller har været i hotelbranchen – ved, at det er en af de sværeste brancher at være i. Så vi fandt hurtigt ud af, at vi var gode til at udleje og renovere, mens der nok var andre, som var bedre end os til selve hoteldriften. Det stod også hurtigt klar for os, at begge hoteller skulle gennemgå en stor renovering for at kunne skabe det hotelprodukt, som vi godt kunne tænke os at udleje.

I løbet af efteråret 2016 lukkede brødrene derfor såvel Griffen Spahotel som Fredensborg Badehotel og gik i gang med en totalrenovering.

– Ja, det vil sige, at vi egentlig først havde tænkt os en mindre renovering, siger Rasmus Lund.

– Men i takt med, at vi kom i gang, besluttede vi os for, at vi lige så godt kunne renovere alt. Der var 216 værelser i alt på de to hoteller, så det var 216 badeværelser og 216 værelser, som alle skulle indrettes med lamper, stole, borde, senge og så videre. Selv om vi fik god hjælp fra Pernille Bülow til indretningsdesignet, så var det stadig en meget tidskrævende opgave – og ikke mindst en stor investering. Men renoveringen gav hotellerne et stort kvalitetsløft, som blev afsættet til, at hotellerne i dag har fået skabt en langt bedre belægning og dermed tiltrækker endnu flere gæster til Bornholm.

– På det tidspunkt havde Jacob og jeg også startet dialogen med Calle og Trine om, hvorvidt de skulle overtage driften af hotellerne. Og det var ikke verdens nemmeste forhandlinger, for Calle var en garvet og dygtig forhandler, selv om at han på det tidspunkt var over 90 år. Jeg vil ønske, at jeg er lige så frisk som Calle, når jeg bliver 90, indskyder Rasmus Lund og fortsætter:

– Efter lange forhandlinger fik Calle, hans rådgivere og jeg til sidst landet en lejekontrakt på de to hoteller, hvor A/S Team Bornholm samtidig fik adgang til at være udlejningsbureau for hotellerne. På den måde kunne Jacob og jeg få opfyldt vores ønske om at kunne få flere hotelværelser til udlejning, samtidig med at vi ikke selv skulle stå for den daglige drift af hotellerne fra og med 1. april 2017.

 

– Vi fik allerede i løbet af 2017 og 2018 vist, at tanken om at give de tre hoteller hvert sit fokus blev positivt modtaget af såvel bornholmere som af turister og medarbejdere, siger Trine Richter. Foto: Jacob Jepsen

 

Realiseringen af drømmen

Undervejs i forhandlingerne om lejekontrakten i 2017 havde Rasmus Lund foreslået Calle, at han købte Griffen Spahotel og Fredensborg Badehotel i stedet for at leje dem, men han ville gerne have sikkerhed for, at samdriften af de tre hoteller kunne fungere, som Trines analyse havde vist.

– Og i al beskedenhed så fik vi allerede i løbet af 2017 og 2018 vist, at tanken om at give de tre hoteller hvert sit fokus blev positivt modtaget af såvel bornholmere som af turister og medarbejdere, siger Trine Richter.

– Allerede i efteråret 2018 begyndte Calle derfor at tale om, at han gerne ville købe Griffen Spahotel og Fredensborg Badehotel, for som den da 94-årige Calle sagde "Vi skal tænke langsigtet".

I foråret 2019 købte Calle Griffen Spahotel og Fredensborg Badehotel af Jacob og Rasmus.

– Og jeg har den dag i dag et billede stående på mit skrivebord fra situationen, hvor Calle og Rasmus skriver under på købskontrakten, siger hoteldirektøren.

Det var fuldbyrdelsen af Calles drøm?

– Ja, man kan se på billedet, hvor glad han er. Calle stråler af glæde, for det var hans drøm at eje de tre store hoteller i Rønne, og dét mål realiserede han den dag. Han havde vel også altid være lidt nervøs for, at udviklingen kunne gå den anden vej – altså at det blev Fredensborg Badehotel og Griffen Spahotel, der kom til at overtage Hotel Ryttergården, så derfor var dagen nok også ekstra stor for ham.

Desværre blev Calle syg nogle måneder senere og døde fredag under Folkemødet 2019 – altså præcis tre år efter at Edgar Lund døde – hvilket var den begivenhed, der havde udløst, at Calle i sidste ende kom til at eje de tre hoteller.

Men selv som 95-årig så han fremad?

– Ja, og Calle sagde gerne, at han traf sine bedste beslutninger efter, at han var blevet 85 år. Han tænkte aldrig på, at han var oppe i årene. Hans visioner var langsigtede, og han var knivskarp til det sidste.

Hvordan var han i øvrigt?

– Han var dygtig, men jeg kendte ham jo ikke som sådan privat. Jeg ved, at han og Rose holdt fantastiske fester for deres store vennekreds, og Calle var meget engageret i travbanen, hvor årets største løb stadig er Calles Cup, som C.E. Mogensens Fond sponsorerer. Calle var god at tale med, synes jeg – og jeg havde gerne ønsket, at han var blevet mindst 100 år, så han havde oplevet, at vi har fortsat udviklingen i hans ånd.

– Eksempelvis ville Calle havde været stolt, hvis han havde overværet, at vi her i december for anden gang modtog prisen som Årets Erhvervsbyggeri Danmark. Han var en meget beskeden mand, men jeg er da sikker på, at hvis han var her i dag, så ville han være stolt over den udvikling, som han og Rose skabte grundlaget for. I dag er vi over 150 medarbejdere i Bornholm Hotels, når vi er er flest, og vi skaber fornuftige overskud, som hele tiden bliver geninvesteret i forbedringer for gæsterne. Calles rejse fra knægt til konge er fantastisk, siger Trine Richter.

 

 

 

Hotel Ryttergården blev til Bornholm Hotels

På bornholmhotels.dk kan man blandt andet læse om "Calle og hans Rose – parret der skabte Bornholm Hotels":

• Carl Edvard Mogensen – i daglig tale kaldet "Calle" – blev født på Bornholm i 1936. Han blev uddannet som manufakturhandler i en af Rønnes førende butikker. I slutningen af 1950'erne fik Calle øjnene op for, at landbruget stod over for en omfattende mekanisering.

• Kort efter læretiden tog han derfor til Sjælland for at sælge malkemaskiner. Calle havde set rigtigt, og salget gik forrygende. Dels fordi markedet var i vækst, men også fordi Calle var en dygtig, flittig og serviceminded sælger. Bornholm og manufakturbranchen trak dog i Calle igen, så han vendte tilbage til Bornholm, hvor han mødte sit livs rose – i bogstavelig forstand – for Rosemarie Kofoed blev hans hustru.

• Efter de fire år i Nordsjælland købte han i øvrigt for sine første sparepenge Lille Hallegård i Aaker – og senere Store Hallegård – og ud over at drive gårdene etablerede han travstutteri, så han i 1960 kunne være med til at indvie travbanen i Almindingen.

• Rose og Carl Edvard etablerede sammen en manufakturbutik i Rønne, som blev Bornholms førende butik. Men en ny idé havde begyndt at tegne sig for Carl Edvard og Rose: De forretningsrejsende, som solgte manufaktur til butikken, klagede over, at hotellerne på Bornholm ikke havde eget bad og toilet på værelserne. Øens daværende hoteller mente således ikke, at der var brug for noget sådant "moderne pjat".

På trods af hovedrysten fra konkurrenter og banker, købte Rose og Calle en skøn naturgrund på Strandvejen i Rønne, hvor de i 1966 åbnede Hotel Ryttergården.

Den første bygning med 21 hotelværelser blev hurtigt populær hos såvel forretningsrejsende som feriegæster, der skulle til Bornholm. Rose og Calle geninvesterede overskuddene, således at Hotel Ryttergården blev udvidet i 1969, 1970, 1973, 1986 og 1992.

• Navnet "Hotel Ryttergården" skyldtes, at Calle og Rose var glade for heste. Calle var således med til at skabe travbanen på Bornholm, hvor han i flere år var den mest vindende travkusk og flere gange bornholmsmester. På de store marker omkring de første hotelbygninger gik hestene på græs, og mange piger og drenge fra Rønne lærte at ride på hestene fra staldene på Hotel Ryttergården. På Bornholms Travbane er årets største løb derfor opkaldt efter Calle, idet løbet hedder "Calles Cup".

• Carl Edvard Mogensens Fond

I 2013 overdrog Calle og Rose deres livsværk, Hotel Ryttergården, til "Carl Edvard Mogensen Fond". Fondens formål er at sikre udviklingen på Bornholm ved blandt andet at omdanne Hotel Ryttergården til et moderne hotel- og konferencecenter. Sammen med direktør Trine Richter skabte Rose og Carl Edvard "Green Solution House", som var et så banebrydende nybyggeri inden for hotel- og konferencemarkedet i Europa, at Kronprins Frederik kom til Bornholm for at indvie Green Solution House i 2015.

• Green Solution House blev i daglig tale hurtigt til Hotel GSH blandt de lokale bornholmere. Med skabelsen af Hotel GSH havde Calle fået opfyldt en af sine arbejdsmæssige drømme: At give Bornholm et moderne konferencecenter.

Hotel GSH har vundet EUs miljøpris for sin bæredygtige drift og byggeri, ligesom Hotel GSH to gange har vundet titlen som "Årets byggeri". I 2021 blev Hotel GSH kåret som et af Europas 10 mest bæredygtige hoteller. Calle havde igen set rigtigt ind i fremtiden: Bæredygtighed var nøglen til fremtiden.

Calles anden store drøm var at samle de to øvrige store hoteller i Rønne "Griffen Spahotel" og "Fredensborg Badehotel" i et fælles selskab, og i 2019 gik også denne drøm i opfyldelse, da C.E. Mogensens fond købte Griffen Spahotel og Fredensborg Badehotel, som sammen med Hotel GSH blev til hotelfællesskabet Bornholm Hotels.

• Carl Edvard Mogensen gik bort i juni 2019 i en alder af 95 år, mens Rosemarie Kofoed stadig er en del af bestyrelsen i C.E. Mogensens fond.

 

 

 

Fra Rønne Konfektion til Green Solution House: Et bornholmsk Matador-eventyr

Vi har gjort nogle nedslag i Bornholms Tidendes arkiv for at se, hvad vi tidligere har skrevet om Carl Edvard Mogensen.

• Note den 17. februar 1951:

Ny forretning

Hr. Carl Edv. Mogensen aabner Tirsdag den 20. ds. en velassorteret forretning i Frakker og Kjoler i den ny Ejendom Snellemark 19, Hjørnet af Grønnegade. Forretningen drives under navnet "Rønne Konfektion".

• I en annonce fra den 7. juni 1956 om "Sommerens fikse kjoler" står der blandt andet:

"Gør som de fleste: Køb, hvor udvalget er størst og priserne billigst. Køb i R.K.", hvilket må være en forkortelse for Rønne Konfektion.

• I en annonce den 20. december 1958 på forsiden af avisen fremgår det, at butikken har skiftet navn og nu hedder Damernes Magasin. "Bliv juleklædt i Damernes Magasin", står der og videre blandt andet: "Det er vigtigt at vælge rigtigt – vælg derfor vintermodellerne hos os".

• Den 28. oktober 1960 fortæller en artikel, at Carl Edvard Mogensen har 13 travere og fem føl stående på St. Hallegård, mens to travere og et føl endnu er i København. Og håndværkere har travlt på gården, hvor der skal indrettes travtræningsbane. Han har altid ønsket sig travheste, forklarer Carl Edvard Mogensen.

• Den 18. juli 1962 fortæller Carl Edvard Mogensen i en annonce, at han åbner en rideskole.

Han begynder jævnligt at blive nævnt i avisen for sine travheste, og torsdag den 20. august 1964 skriver Tidende:

"Ni travløb i Hareløkkerne på søndag. Det ventes, at Carl Edvard Mogensen her får sin sejr nr. 50, og når denne sejr er hjemme, vil han blive hyldet".

Og jo, mandag den 24. august noteres det, at der var megen hyldest til ham, og at han søndag fik sin sejr nr. 50 og en fornem pokal i ægte sølv.

• Onsdag den 10. marts 1965, overskrift i Tidende:

"Motelbyggeri i Rønne til et par millioner kr."

"Manufakturhandler Carl Edvard Mogensen, Rønne, købte Solvang og lod straks udarbejde projekt – Venter på tilladelse".

I artiklen fortælles det, at projektet antageligt vil koste knapt to millioner kroner, og at det ligger til behandling i et par ministerier og kommunale udvalg. Videre oplyses det, at Byrådets tilladelse i mandags til indretning af ni værelser i en ombygget staldlænge på landbrugsejendommen Solvang ved Søndre Landevej kun er en lille brik i det store spil. Det samlede motelbyggeri ventes således at rumme 120 værelser med plads til cirka 200 senge, og heraf bygges cirka 100 værelser i blokke med 10 værelser i hver.

– Formentlig tager myndighederne hensyn til eventuelle udvidelsesmuligheder, så antallet af sengepladser kan komme op på cirka 400, siger Carl Edvard Mogensen, Rønne.

Således står der i artiklen. som også fortæller, at landbrugsejendommen er i en meget ringe forfatning, og at der allerede går håndværkere i svinestalden, hvori de første ni værelser skal indrettes.

Den østlige længe skal indrettes som hestestald med plads til 24 bokse – og man forstår, hvorfor stedet blev kaldt for Motel Ryttergården.

I øvrigt forklarer Carl Edvard Mogensen, at motellet ikke får indflydelse på manufakturforretningen, som han ikke har planer om at afhænde.

Senere skulle Motel Ryttergården blive til Hotel Ryttergården – og altså ultimativt til Hotel Green Solution House, som sammen med Fredensborg Badehotel og Griffen Spahotel udgør Bornholm Hotels.