Team Bornholm bruger pensionister som guider – nu er der en ny gulerod

Der kan være mere end 5.000 kroner ekstra om måneden at hente til pensionistpar, som ønsker at tage en ekstra tørn på arbejdsmarkedet. Team Bornholm foreslår et job som guide i sommerlandet.
Hvis man som arbejdsomt pensionistpar har lyst til at komme tilbage på arbejdsmarkedet – måske i den buldrende bornholmske sommersæson – så kan der være en god gevinst at hente på månedlig basis.
Tidligere i år frafaldt reglen om modregning i pensionen som følge af ens ægtefælles arbejdsindtægt. Nu er det samme på vej til at ske med reglen om modregning af egen løn – med tilbagevirkende kraft.
Dét kan samlet set give et pensionistpar mere end 5.000 kroner ekstra om måneden. Det beretter rådgivningsvirksomheden BDO Danmark.
I dele af det bornholmske turisterhverv giver det god mening at bruge pensionister som arbejdskraft, heriblandt hos Team Bornholm, som blandt meget andet står for guidede ture i sommerlandet.
– Vi oplever en pæn interesse fra bornholmere og tilflyttere, der gerne vil trække pensionistkortet og tage et job som guide, forklarer direktør og medejer af Team Bornholm, Jacob Lund.
– Som guide kan man få et fleksibelt job, hvor man nemt kan melde til og fra, hvis man for eksempel lige skal over og passe børnebørnene en dag. Det vil mange gerne, siger han.
Man udfordrer sig selv
Ifølge det nye lovforslag fra beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen, som blev udsendt i slutningen af april, skal reglerne laves om med tilbagevirkende kraft og sætte en stopper for modregning i folkepensionens grundbeløb og pensionstillæg som følge af pensionistens egen arbejdsindtægt.
BDO Danmark skriver, at "for de pensionistpar, hvor begge parter har arbejdsindkomst, vil ændringerne samlet set få markant betydning. Er begge ægtefæller folkepensionister vil de kunne se frem til en samlet indkomstfremgang fra i år på omkring 50.000 kroner før skat. For de par, hvor den ene er folkepensionist og den anden modtager senior- eller førtidspension, vil indkomstfremgangen kunne være på over 65.000 kroner før skat."
Og pengene kunne altså komme fra et job i den bornholmske turisme. Jacob Lund forklarer, at mange finder glæde ved at komme ud og fortælle lidt om deres ø.
– Måske udfordrer man sig selv lidt og møder en masse spændende mennesker, som er på ferie og gerne vil høre nogle spændende historier, siger han.
Team Bornholm oplever, at både herboende danskere, svenskere og tyskere viser interesse for jobbet som guide, og de står klar, når folk kommer sejlende på krydstogt eller kørende i bus.
– Og vi kan sagtens bruge flere, påpeger Jacob Lund.
Horesta: Det giver god mening
I de nye modregningsregler sker der ingen regulering af pensionsydelserne. I stedet vil de berørte pensionister få udbetalt det samlede beløb, hvormed de er blevet modregnet i 2023, når den sædvanlige efterregulering af pensionerne finder sted i starten af 2024. Til den tid vil der således være pensionister, der kan få udbetalt et beløb på over 30.000 kroner før skat, forklarer BDO Danmark.
Hos Horesta, som er organisation for hotel- og restaurationsbranchen, glæder man sig over, at regeringen vil gøre det lettere for pensionister at tage en ekstra tørn på arbejdsmarkedet.
– Vi har brug for ekstra arbejdskraft og er glade for alle tiltag, som peger i den rigtige retning, siger politisk direktør Mette Falkenberg Rasmussen i en skriftlig kommentar til Tidende.
– Mange steder i vores erhverv giver det rigtig god mening at ansætte pensionister i nogle timer om ugen. Det kan for eksempel være en tidligere kok, der kan hjælpe til i køkkenet, eller en pensioneret tømrer, som kan gå til hånde med forskellige opgaver, siger hun.
Branchen har fortsat stor mangel på arbejdskraft, og det kan således være en god aflastning til erhvervet, hvis en pensionist kan bidrage nogle timer om ugen, mener man hos Horesta.
– Det er klart, at denne løsning langt fra vil kunne afhjælpe den aktuelle mangel på arbejdskraft i vores erhverv, men der er brug for mange store og små løsninger, siger Mette Falkenberg Rasmussen.
Derfor kom der ingen købmand i Nyker

NYT JOB
MEST LÆSTE


Spændier
Hvis man er ‘spændier’, er man morsom. Man kan for eksempel sige: ‘Ded e ejn spændier kar’ og ‘ded e spændit’.
OM BORNHOLMS TIDENDE
LÆS AVISEN DIGITALT
Læs avisen på din computer
Download app til Apple
Download app til Android
Ansvarshavende chefredaktør: Kristoffer Gravgaard.
Bornholms Tidende, Nørregade 11-19, 3700 Rønne.
Hovednummer: 56903000. Redaktion: 56903081. CVR nr: 35244115
© Bornholms Tidende Tekst, grafik, billeder, video, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. Bornholms Tidende forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indhold med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11b og DSM-direktivets artikel 4".
Generelle handelsbetingelser | Cookie- og Privatlivspolitik | Cookiedeklaration