Et af de store spørgsmål, som både parterne i den grønne trepart og landmændene har rejst, er, hvilke kompensationsmuligheder der er.
Forventer du at kunne give en decideret pris på jorden til borgermødet?
– Jeg forventer, at de kan få nogle beløb for nogle ting. For eksempel er der jo nogle næsten faste beløb, hvis man omlægger til skov.
– Det springende punkt er, hvis der skal ske opkøb af jord, hvad man så kan få for det. Det vil jo være en forhandling, så der vil jeg ikke kunne stå og sige et fast beløb, fordi det er først senere i processen, at man vil skulle forhandle sig frem til en pris, svarer Jacob Trøst.
Tilkalder hjælp
Styregruppen i den lokale trepart har ikke lagt skjul på, at kompensationsmulighederne er svære at regne ud. Det skyldes blandt andet, at Bornholm er fritaget at skulle reducere udledning af kvælstof og derfor heller ikke har adgang til den pengepulje, der følger med den opgave. Men for at blive klogere på pengene vil den lokale trepart have en udtagningskonsulent med til et af deres møder, som kan guide dem igennem ordningerne. Det er endnu ikke lykkedes at få et møde i kalenderen, men ifølge borgmesteren arbejdes der hårdt for, at det sker til det næste møde 9. maj.