Se listen: 41 personer kæmper om 18 pladser i Ewii

ERHVERV | Torsdag 20. oktober 2022 • 15:30
Holger Larsen
Journalist
ERHVERV | Torsdag 20. oktober 2022 • 15:30

Der bliver hård kamp om de bornholmske pladser i energikoncernen Ewiis repræsentantskab.


For en måned siden var man bekymrede i Ewii, for kun meget få bornholmere havde – en uge inden tidsfristens udløb – meldt sig som kandidater til energikoncernens repræsentantskab.

Det kunne betyde, at Bornholm ikke ville få meget indflydelse på elforsyningen på Bornholm de næste par år, lød det fra administrerende direktør i Ewii, Lars Bonderup Bjørn, der via Bornholms Tidende efterlyste flere bornholmske kandidater.

Og det kan nok være, at det hjalp.

De bornholmske kunder får nu 41 kandidater at vælge imellem til 18 pladser i repræsentantskabet, oplyser Ewii i en pressemeddelelse. Bornholm er dermed et af de områder, som har forholdsvis flest kandidater at vælge imellem.

Der skal i alt vælges 120 medlemmer til repræsentantskabet. Der er opstillet 203 kandidater i seks valgkredse, hvoraf Bornholm er den ene. De øvrige er Kolding, Vejle, Fredericia, Vejen og Middelfart

– Det er et meget tilfredsstillende resultat, og vi er glade for den store interesse for at repræsentere Ewii, lyder reaktionen fra bestyrelsesformand Anders Skovdal i pressemeddelelsen.

Repræsentantskabet er Ewii-koncernens øverste myndighed, og de kommende medlemmer af repræsentantskabet godt glæde sig til arbejdet:

– Repræsentantskabet er forbrugerens mulighed for at få indflydelse i Ewii, og netop nu er et historisk spændende tidspunkt at være involveret i energibranchen på, siger Anders Skovdal.

Der er mulighed for at stemme i perioden 1. november – 15. november. Hver husstand med en el, vand eller varme-måler hos Ewii kan stemme til valget. Stemmeafgivelsen sker digitalt på ewii.dk/valg, hvor man stemmer enten med NemID eller med sin unikke stemmekode. Ewii-koncernen sender stemmekode pr brev til alle stemmeberettigede husstande i uge 43.

Ewii købte i 2021 det lokale elnet af Bornholms Energi & Forsyning, og dette valg til repræsentantskabet er altså det første, hvor der også er afsat pladser til Bornholm.

De valgte repræsentantskabsmedlemmer indtræder officielt i repræsentantskabet 1. januar 2023, hvorefter de er valgt for en periode på fire år.


De 41 kandidater på Bornholm

Kim Steen, Hans Jørgen Jensen, Mads Plesner Leck Larsen, Nicolai Munk Pedersen, Dennis Christensen, Jørgen Hammer, Laila Larsen Kildesgaard, Lisbeth Riemann, Hanne Nimskov, Poul Sonne-Pedersen, Erik Munck, Bent Bejstrup, Michael Fahlgren, Mikael Harild, Helle Vibeke Jensen, John Eric Hansen, Majas Felicia Bendtsen, Jonas Bohn, Christa Lodahl, Birgitte Abildgaard Tolstrup, Torben Ruberg, Anders Pihl Thorup, Thomas Gross, Egon Verner Olsson, Inger Lassen Kaspersen, Kim Thomsen Kofoed, Henning Andreas Jensen, Tage Jensen, Tina Bogetoft Christiansen, Anna Baunsgaard, Trine Møller Dorow, Jan Nielsen, Tony Lykke Lorentzen, Birger Åge Lund, Marianne Larsen Brix, Angelo Michael Prahl Parente, Poul Bloch, Kim Kettner, Allan Madsen, Erik Munch Hansen og Rune Holm.



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT